lenger; her er mange spann!“ — „Jeg syntes det ruslede borti en kerr!“ „Au! er du gal!“ og genterne for ihop med henderae om hinannens liv. De stod lenge så stille, at de neppe drog pusten. „Det er visst ingenting; lat oss plukke.“ — „Ja, jeg tror visst vi plukker.“ — Og så plukkede de. — „Det var snildt av dig, Eli, at du kom over til prestegården idag. — Har du så ingenting at fortelle mig.“ — „Jeg har veret hos gudfar.“ — — „Ja du har fortalt mig det; — men har du ikke noget om ham, som du vet?“ — „Å-jo!“ — „Å - å! Eli, er det sant! skynd dig, fortel!“ — „Han har veret der igen!“ — „Å - snakk?“ — „Jo - visst; både fa’r og mo’r lot som de ikke så det, men jeg gikk på loftet og gemte mig.“ — „Mer, mer! kom han så efter?“ — „Jeg tror fa’r havde sagt ham, hvor jeg var; han er nu alltid så lejd.“ — „Og så kom han? — Set dig, set dig; her hos mig! — Nu: så kom han?“ — „Ja; men han sagde ikke stort, for han var så blyg.“ — „Hvert ord, hører du! hvert ord!“ — „,Er du rædd mig, sa’n’. — ,Hvorfor skulde jeg vere rædd?‘ sagde jeg. — ,Du vet hvad det er jeg vil dig,‘sa‘ han og satte sig på kisten ved siden av mig.“ — „Ved siden av dig!“ — „Og så tok han mig om livet.“ — „Om livet, er du gal!“ — „Jeg vilde da gerne blive løs igen, men han vilde ikke slippe mig: kære Eli,‘ sa’n - - -“ hun lo, og den annen lo også - - - „Nu? nu?“ — „Vil du vere
