Så visste jeg ikke min arme råd; men gikk opp på låven; Gud, der var så mange sprekker, og den kunne rejse sin vej! Nej, så gikk jeg ned på gården igen, og der syntes jeg en stod, som jeg ikke vil nevne. Han stod og lekte med en stor, stor hund. „Jeg vil heller leke med den fuglen din,“ sagde han, og kom mig så nær. Men jeg syntes jeg lagde på sprang, og både han og den store hunden efter, og jeg sprang gården rundt, men så lukkede mo’r opp svaldøren, — trev mig inn, og kastede døren til. Men utenfor stod gutten og lo med ansigtet til ruten: „se, her er fuglen!“ sagde han, — og tenk, så havde han fuglen! — Var ikke det en rar drøm?“ —
Så kom hun, der havde fortalt om alle de trosterne. Eli havde de kalt henne. Hun lo så meget og derfor var det lenge, før hun kom sig til; men så fortalte hun:
„Jeg havde gledet mig så svært til at komme i nøtterskogen idag, og derfor drømte jeg inatt om at jeg sat her på bakken, solen skinte og jeg havde hele fanget fullt av nøtter. Men så var der kommet et litet ikorn med opp imellem nøtterne, og det sat på huk i fanget og spiste dem opp allesammen. — Var ikke det en rar drøm?“
Og ennu flere drømmer blev ham fortalte; men så skulde han sige, hvilken var vakkrest. Han måtte få god betenkningstid, og imidlertid
