sa’ mo’r, — hun slog i det med en rive.
Det var slik en vakker solskinsdag,
jeg kunne ikke vere inne;
jeg kløv i et tre; det var annet slag!
der kunne jeg svalning finne!
Så datt en treåme ned på min hals,
jeg hopped og skrek, det var fanden til vals! —
„Ja, skiner ikke kuen idag, så skiner hun aldrig,“ sa’ mo’r, — hun glante opp i liden.
Det var slik en vakker solskinsdag,
jeg kunne ikke vere inne;
sa’ la’ jeg på fossen i store slag,
der var nu vel fred at finne!
Mens solen skejn, så druknede jeg, —
har du skrevet visen, så er det ikke mig. —
„Bare tre slike solskinsdager, og alting er i hus,“ sa’ mo’r, — hun gikk at rede sængen min.
Arne havde som barn ikke brydd sig om æventyr; han havde helst sunget de stygge viser for faderen. Nu som voksent menneske lengtes han til æventyrene, og disse drog folkesagn og kempeviser efter sig. Prekener og gudelige bøker leste han jambred hermed, og i denne tid var han blid og god at komme til rette med, men hans sinn tok en underlig lengsel; han gjorde ingen viser, men han gikk meget alene og visste ikke, hvad han bar på.
Det var mange steder deromkring, som nu syntes ham så vakkre, og som han før ikke havde sett. Den tid, han sammen med sine jævnaldrende
