Det var dagen efter på låven i samme gård. Arne liavde drukket sig full, for første gang i sitt liv, var bleven syk av det og havde ligget på låven snart døgnet. Nu sat han overende, støttede sig på sine albuer og førte samsnakk med sig selv:
„. . . . . Alting, jeg ser på, bliver til fejghet. At jeg som gutten ikke løp min vej var fejghet, at jeg hørte fa’r over mo’r var fejghet, at jeg sang ham de stygge viser, var fejghet. Jeg gav mig til at gæte, det var av fejghet, — at lese — å - ja, også av fejghet: jeg vilde gemme mig vekk for mig selv. Som voksne gutten hjalp jeg ennda ikke mo’r mot fa’r — fejghet; at jeg ikke den natten — hu! — fejghet! jeg havde kannske væntet til hun var drept! — — — — Jeg kunne ikke holde det ut hjemme bakefter — fejghet; jeg rejste heller ikke min vej — fejghet; jeg gjorde ingenting, jeg gætte - - - fejghet. Jeg havde nokk lovet mo’r at blive; men jeg havde alletider veret fejg nokk til at bryte løvtet, hviss jeg ikke havde ve-
