med hvite vindukarmer og dører, havde to stokkverk, var torvtakt, småbusker grodde på taket; det ene mønet bar fløystang, på den drejede en jærnhane sig med høj stert.
Våren var kommen til fjellbygderne; det var en sønndagsmorgen, litt tung i vejret, men rolig, uten kulde; tåken lå like ned på skogen, men Margit mente, den lettede oppad dagen. Arne havde leset prekenen for sin moder, og sunget salmer, som havde gjort ham godt; nu stod han i full puss for at gå opp mot prestegården. Han åpnede døren, frisk løvlugt slog imot ham, haven stod dugget og lett i morgenvinden, men fra Kampestupet bruste det med sterke, støtvise døn, så det skalv for øre og øje.
Arne gikk oppover. Jo lenger han kom fra fossen, dess mere tapte dønet i rædsel, men lagde sig nu som en dyp orgeltone over alt landskap.
„Vårherre vere med ham, der han går!“ sagde moderen, hun åpnede vinduet og så efter ham inntil buskerne tok ham. Tåken lettede mere og mere, solen skar igennem, der blev liv utover markerne og i haven; der grodde nu alt Arnes arbejde med frisk vekst, bar duft og glede opp til moderen. „Våren er vakker for den, som lenge har havt vinter,“ sagde hun og så utover som i tanker.
Arne havde intet bestemt erinde opp til prestegården, men han vilde dog høre derhen om aviserne, som han holdt sammen med presten. Ny-
