videre, moderen foran, hun efter, hørte prækenen, sang salmerne til den sidste, hørte bønnen med og lot det ringe ut, før de gikk. Men da de atter var komne hjem i stuen, tok moderen henne imellem begge sine hender og sagde: „gem ingenting bort for mig, barnet mitt!“ —
Der kom atter en vinter; da dansede ikke Margit. Men Nils skrædder spillede, drakk mere enn før, og svang altid tilslut den vakkreste genten i laget. Dengang fortaltes det for et visst ord, at han kunde få hvilken han vilde av bygdens gildeste gårdmannsgenter; somme lagde til, at Eli Bøen selv havde friet for sin datter Birgit, der var syk av kærlighet til ham.
Men nettopp på den tid var det, at der blev båret et barn over dåpen for husmannsgenten på Kampen; det fik navnet Arne, men Nils skrædder lagdes ut som fader. —
Samme dags kvæll var Nils i et stort bryllup; der drakk han sig full. Han vilde ikke spille, men dansede bestandigt og tålte neppe nogen annen på gulv. Men da han kom bort til Birgit Bøen og bød henne op, vegrede hun sig. Han lo kort, vendte sig på hælen og trev fatt i den første, den beste. Hun holdt imot. Han så ned, det var en liten sort en, som havde sittet og nidstirret på ham og nu var ganske blek. Han bøjede sig lett over henne og hviskede: „Danser du ikke med mig, Karen!“ Hun svarte ikke. Han spurte en gang til.
