det nu noget om Arne igen?“ spurte han, som havde de oftere talt over dette emne. „Ja, Gud bedre oss,“ sagde Margit; „det er jo aldrig annet enn godt, jeg har at sige om ham, og dog er det så tungt,“ hun så meget sorgfull ut. „Er nu igen denne lengsel kommen?“ spurte presten. „Verre enn nogensinne,“ sa’ moderen. „Jeg tror aldrig han bliver hos mig til våren kommer hitopp.“ — „Han har dog lovet det, aldrig at rejse fra dig.“ — „Visstnokk; men Herregud, han får selv råde; når sinnet står utefter, så må han vel gå. Hvad skal der så blive av mig?“ —
„Jeg tror dog i det lengste, at han ikke forlater dig,“ sagde presten. „Nej visst; men når han nu ikke trives hjemme? skal jeg da have det på min samvittighet, at jeg er ivejen; det er sommetider jeg tenker, jeg selv burde bede ham rejse.“
„Hvorav vet du, at han nu lenges sterkere enn før?“ — „Å, - av mange ting. Siden midvinters har han ikke arbejdet ute i bygden en eneste dag. Derimot har han gjort tre byrejser og veret lenge borte på hverr. Han taler næsten aldrig, medens han arbejder, det gjorde han dog ofte før. Han kann sitte lange stunder alene oppe i det lille loftsvindu og se utover fjellene på den side Kampestupet er; han kann sitte der den hele sønndagseftermiddag og ofte, når det er månelyst, sitter han der langt ute i natten.“ — „Leser han aldrig for dig?“ — „Hverr sønndag både leser og synger han
