har det, du; du vet ikke, hvad det er at holde av nogen du!“ Bård svarte intet. „Hun har det ikke som andre, hun, der kann bere sorgen; den kaster henne overende, stakar, så spinkel hun er. Våkn opp igen du, barnet mitt, så skal vi vere gode med dig! Våkn opp igen du, Eli min egen, og gør oss ikke slik sorg.“ Da sagde Bård: „enten tier du formeget, du, eller snakker du formeget;“ han så bort på Arne, som vilde han ikke at denne skulde høre slikt, men gå. Da genterne blev inne, blev imidlertid også Arne, skønt han gikk over mot vinduet. Nu kom den syke sig såvidt, at hun kunne se om sig og kenne folk; men i det samme kom også hukommelsen tilbake, hun skrek Matilde, fikk krampegråt og hulkede, så det var ondt at vere i stuen. Da søkte moderen at trøste henne, faderen stillede sig således at han kunne sees; men den syke skøt til dem: „vekk!“ ropte hun, „jeg holder ikke av eder, vekk!“ — „Jesus Kristus, hol der du ikke av dine foreldre?“ sagde moderen. „Nej! I er hårde med mig og ta’r fra mig den eneste glede jeg har!“ — „Eli, Eli! sig ikke så sterke ord,“ bad moderen vakkert. „Jo mor!“ skrek hun, „nu må jeg sige det! Jo mor! I vil givte mig med den stygge mann, og jeg vil ikke have den stygge mann! I stenger mig inne her, hvor jeg ikke er glad oftere, enn hverr gang jeg skal ut! Og I ta’r Matilde fra mig, den eneste, jeg holder av og stunder til i verden! O Gud, hvad skal der blive av mig,“
7*
