Inden den norske geistlighed fra det første aarhundrede efter reformationen indtager den lærde og nidkjære biskop over Oslo og Hamars forenede stifter, magister Jens Nilssøn en fremtrædende plads, som en af vor gamle kirkes mest udmærkede personligheder. Der er faa skikkelser fra hin tid, ved hvilke det gjør saa godt at dvæle, som ved Jens Nilssøns, og faa, hvis minde i samme grad som hans kan fortjene at opfriskes og paa ny at bringes i erindring. Medens flertallet af de mænd, der virkede hos os i reformationens aarhundrede, paa grund af de bevarede kilders utilstrækkelighed, staa for efterslægten i et uklart lys, idet vi af dem alene kunne danne os dunkle billeder som af udblegede, blodløse skikkelser, saa er forholdet et helt andet for Jens Nilssøns vedkommende. Kilderne flyde her mere rigelig, og det bliver derigjennem ogsaa muligt at give en fyldigere skildring af hans personlighed.
Vi se i ham en mand, der staar paa høiden af sin tids dannelse, som en af humanismens faa repræsentanter i vort fædreland. Vi se tillige i ham en oprigtig og troende kristensjæl, der forkynder den rene lære med reformatorernes brændende tro og med levende taknemlighed over, at hans land er udrevet af fortidens vildfarelser; men ved siden deraf mærkes det ogsaa, at han ikke har formaaet at frigjøre sig for samtidens overtro. Jens Nilssøn har inden den norske kirke udrettet en betydningsfuld og velsignelsesrig gjerning, der alene i og for sig vilde været tilstrækkelig til at lade hans navn gaa til efterverdenen som en af sin tids mest fortjente og mest udmærkede mænd. Han fremtræder allerede som en ganske mærkelig personlighed derigjennem, at han er blandt de faa indfødte Nordmænd, der paa den
