Denne siden er korrekturlest
gjentagne gange til gjæst paa Fritsø. Da fru Margrete[1] havde faaet sin eneste søn, blev biskopen kaldt ned til ægteparrets gaard for at døbe denne og modtoges der med ærefuld gjæstfrihed. Sønnen var den unge Iver Pederssøn, der blev slægtens sidste mand.[2] Peder Iverssøn og fru Margrete overlevede begge Jens
- ↑ Fru Margrete Breide var ifølge den anden af Hans Jakobssøn Jersins ovenfor nævnte to ligprædikener født 1563 paa Voergaard i Slesvig. Hendes forældre vare Jokum Breide til Voergaard og fru Emerentse Emmiksdatter til Tystrup. 5 aar gammel fik hun en skolemester, der lærte hende at læse og skrive; fra sit 7de til 10de aar var hun i Preskloster hos jomfru Anna Pents, som var abbedisse der. Hun var derefter et aar ved hertuginden af Sønderborgs hof og kom saa hjem til sin fader, som kort efter døde. Hendes moster, fru Margrete Breide, der var gift med Povel Huitfeldt, lod hende da kalde til sig paa Akershus og bad fru Dorthe, Fredrik Langes, hente hende, naar hun reiste til Danmark. Da fru Dorthe blev længe i Danmark, omtrent et aar, blev jomfru Margrete i denne tid hos hende og kom derefter til Akershus, hvor hun var i 3 aar (1574 – 1577); da Povel Huitfeldt reiste til Danmark, anholdt Peder Iverssøn om hendes haand, og de blev saa trolovede i Halmstad 1577. Bryllupet stod sammesteds 1579. Efter hendes mands død var hun meget svagelig og blev syg 29de Decbr. 1616. Den 31te tilkaldte Claus Brockenhus hendes „gode Naboer, Slect og Venner her neruærende i Egnen“, nemlig Gunde Lange til Aggersvold med hans hustru, fru Anna, Alexander Rabe von Papenheim til Libanov og hans hustru, fru Rigitse Grubbe, samt fru Inger, Nils Mands til Birketsvold, der kom snarest muligt. Døden indtraf 2den Januar 1617, en Thorsdag aften mellem kl. 7 og 8.
- ↑ Iver Pederssøn Jernskjæg opnaaede kun en alder af 22 aar. Af den over ham holdte ligprædiken af magister Joachimus Westphalius (8vo) kjendes for tiden kun et eneste exemplar, som findes i hr. kgl. fuldmægtig Thv. Boecks betydelige og paa sjeldenheder rige bibliothek i Kristiania. Det er af sin nuværende eier erhvervet fra Viborg; desværre mangler der nogle blade, deriblandt titelbladet og et af de første blade af personalierne. Da forfatteren var en Tysker, er bogen rimeligvis oversat af Dr. Peder Alfssøn. Fortalen er dateret Rostock 18 Oktober 1616. Ifølge denne ligprædiken var „Erlig welbyrdig Junker Iuer Pedersøn, fød oc baaren paa Fritzø i Norge Anno 1593 den 3. Augusti; som var Fredagen effter Laurentij, vdaff gammel Erlig berømmelige Adel, oc Ridderlig Slect oc Stamme“. Efter først at have nydt undervisning hjemme blev han sat i skole i Oslo, hvor dengang magister Herman Nilssøn, senere professor i Kjøbenhavn, var rektor, og hvor han af faderen blev anbefalet til dennes privatæ et publicæ institutioni, Disciplin oc Lerdom. Hos Herman Nilssøn var han derefter i 31⁄2, aar, i hvilke det heder, at han „haffuer sig – –, med hørsomhed oc ære, Lerdom oc kierlighed, fliteligen oc tacknemmeligen forholdet, at hand icke alleniste haffuer weret hans Præceptori kier oc werdig, men ocsaa hans commilitonibus udi medfødde wenlighed, demødighed, fronhed oc Adelige Sæder, oc udi Lerdom oc flittighed, som it treffligt Exempel foregaait, oc til alle gode lofflige Seder weret hengiffuen, huilcket hannem oc selff til løst oc beuogenhed haffuer opuecket, oc hoss laade [sic] sin kiere Præceptorem oc Meddiscipler, ædle oc uædle, Fattige oc Rige, sig effterlat, menge [sic] lensel [sic] oc bedrøffuelse, den tid hand fra forbeneffende Opslo Skole oc til sin kiere Faders gaard, bleff hiemkaldit, Saa at de samptligen, meget gierne nønskede oc begierede, at de hans gode oc wenlig omgiengelse (dennem til glede) altid motte haffue nøt“. Efter tilbagekomsten fra Oslo var Iver Pederssøn i 3 aar hjemme hos sine forældre paa Fritsø, hvor han under veiledning af Dr. med. Peder Alfssøn fortsatte sin uddannelse i „sande frie oc berømmelige Konster, som er Dialecticæ, Rhetoricæ, Eloquentiæ, Arithmeticæ, Mathematicæ oc andre des lige“. Efter disse 5 aars forløb blev han af sine forældre „paa fremmede Steder forskicket, paa det hand ydermere kunde Tracte effter alt det, som saadan en Person til Adelig Ornament oc god Prydelser tienligt war, udi huilcken Peregrination hand haffuer Nederland, Franckrig, Welskland oc Thydsland, Behmen, Dannemarckc oc gandske Norge, med stor møde, arbeid oc bekostning igennem wandret, Saa hand icke aleniste udi huert Landskab, de fornemmeste Steder, Slaat oc Feste, oc ellers huad synderligt udi fremmede Orter war til at see, haffuer beskuet, men ocsaa hans studia saauit mueligt haffuer weret, paa reisen ingenlunde forsømmet, disligeste haffuer hand continueret oc hafft udi god act, alle andre ridderlige øffuelser, der hos haffuer hand oc en rom tid werret udi de berømmeste Academijs Europæ ved 4 maaneder udi Engeland, udi Academia Cantabriensi oc Oxoniensi i Franckrige til Orliens, Paris oc Turon halffandit Aar. Dereffter haffuer hand igennem reist gandske Welskeland, til Rom, Neapolis, Florents oc Padua omtrent 9 Maaneder. Oc der hand kom til Tydsland igen, til Leiptzig et fierding Aar, derfra oc til Leyden udi Holland, huor hand it gandske Aar, med synderlig nøtte oc forfremmelse haffuer sig forholdet, oc udi alle Ridderlige øffuelser, med største loff oc berømmelse sig beflittet, saa at foruden hans Latiniske Spraag haffuer hand sig øffuet udi de andre fremmede Spraag, som er Frantzøske, Italianske oc Tydske, oc det med sønderlige flid, at hand icke allene zirligen oc wel haffuer dennem lært, men ocsaa redeligen i sin Tale kunde fremføre“. Den 1ste September 1613 kom han tilbage til Fritsø og blev saa hjemme den paafølgende vinter og det meste af sommeren 1614. Derefter blev han ansat i kancelliet som sekretær, og i den derpaa følgende vinter blev han sammen med Mogens Ulfeld, Jørgen Lunge og Jens Bjelke overdraget at bereise Norge i offentlige ærinder. Paa denne reise laa han syg i 6 uger. Reisen gjaldt, efter hvad der vides fra andre kilder (Yngvar Nielsen, Jens Bjelke til Østraat, s. 45 flg.), ordningen af Norges militære forhold; men undersøgelserne ledede ikke til noget blivende resultat, kun til forslag. I April 1615 var den norske reise afsluttet, og Iver Pederssøn vendte da tilbage til Kjøbenhavn, hvor hans sygdom, der aldrig var bleven ganske helbredet, atter brød ud. Efter lægernes raad reiste han, ledsaget af Dr. med. Caspar Bartholin til Karlsbad. I Ruppin blev han saa syg, at han kun tænkte paa at komme hjem og de i sin families skjød, hvorfor han reiste til Rostock for der at søge skibsleilighed til Norge. Han kom til denne by 23de August 1615 og døde der den paafølgende midnat, kun lidt over 22 aar gammel. Naar det fortælles, at Iver Pederssøn døde som student, da er dette urigtigt; han havde overhovedet neppe nogensinde studeret i Rostock.
