tvivles, at der mellem disse to mænd har været mange berøringspunkter. Claus Berg fyldte sin plads i Oslos lille kreds af lærde.
Den frugtbareste forfatter mellem de mænd, der omgave Jens Nilssøn, var imidlertid magister Halvard Gunnarssøn (Halvardus Gunarius), der i slutningen af syttiaarene efterfulgte Jon Anderssøn som lector theologiæ eller læsemester ved Oslo skole.[1] Mester Halvard er en af de interessanteste literære personligheder, som Norge har at fremvise fra det 16de aarhundrede.[2] Han synes først at have gaaet paa skole i Sarpsborg og gik derefter under Rasmus Hjort og Jens Nilssøn i Oslo skole, hvor han gjorde bekjendtskab med Peder Vemundssøn og Peder Iverssøn[3], og med dem knyttede et venskab, der varede for livet. Fra Oslo drog Halvard til Kjøbenhavn og saa til Rostock, hvor samtidig Peder Vemundssøn og Claus Berg studerede, og hvor han 27de Marts 1572 blev kreeret til magister. Efter et kortere ophold ved Wittenbergs universitet synes han i 1573 at være reist hjem og ialfald da at være kommen saa langt som til Danmark. Efter sin tilbagekomst til Oslo maatte han først i nogen tid vente paa en ansættelse, men fik saa en af de bedste, der var at faa i Oslo, da han blev læsemester.[4] Som saadan udfoldede mester Halvard en meget betydelig, mangesidig literær virksomhed og blev i sin samtid Norges mest produktive forfatter. Som latinsk digter indtog han en respektabel plads, og det verk, hvori han gav en poetisk skildring af sit fædrelands historie, har adskillig interesse, bl. a. ved den anskuelighed, hvormed han omtaler folkeslag og steder. For øvrigt har han – ligeledes i latinske vers – behandlet den almindelige verdenshistorie samt hovedsagelig theologiske emner. Iblandt de sidste er ogsaa hans eneste skrift paa modersmaalet, der har overlevet alle de andre og oplevet talrige oplag, lige ind i anden halvdel af det 19de aarhundrede Dette er „En liden aandelig spørgsmaalsbog“, en oversættelse af en tysk original af den sachsiske hofprædikant Michael Saxe, der udkom i 1593. Bogen indeholder spørgsmaal og svar, om hvilke almuen med god grund har ment, at spørgsmaalene nok kunde sætte selv den mest bibelstærke mand fast. Dette er grunden
