dag ogsaa i en norsk by, og herom er der heldigvis bevaret nogle, om end faa oplysninger, der kunne vise, hvorledes dermed gik til.
Da Frederik II. var død paa Antvorskov 4de April 1588, kom Oslo skoles rektor, Jakob Jakobssøn Volf, paa den tanke, at han i den anledning kunde give sine disciple en fremstilling af kongens levnet pro exercitationis styli argumento. Da biskopen blev underrettet derom, opfordrede han rektor til at udarbeide den paatænkte fremstilling til en formelig festtale, og det ikke alene for disciplene, men saaledes at ogsaa andre kunde faa høre den; biskopen foreslog ham at holde talen paa Oslo skole i en forsamling paa den samme dag, da den afdøde konges lig skulde føres til sit sidste hvilested i Roskilde domkirke. Dette gav anledning til, at der virkelig blev holdt en festlighed paa den nævnte dag, og da rektorens tale gjorde lykke, besluttede han sig til at udgive den i trykken.
Talen blev derefter trykt i Rostock samme aar hos Stephan Möllmann med titelen: Cenotaphivm Illustrissimo Principi ac Domino, Domino Frederico II. Danorum et Norvegianorum Regi &c. scriptum & die 5. Junij, Anno 88. quo tempore eius funeri Roschildiæ iusta fiebant, in Gymnasio Asloensi recitatum à Jacobo Jacobæo Volfio. Talen er dediceret til Reuerendo et clarissimo viro eruditione, virtute et dignitate præstanti M. Ioanni Nicolai diœcesium Asloensis et Hammarensis Superintendenti vigilantissimo, socero obseruandissimo, og indledes med et forord, der indeholder oplysninger om, hvad der har foranlediget dens tilblivelse saavelsom dens udgivelse i trykken. Indholdet er hovedsagelig en kort fremstilling af Frederik II.s liv, hvorunder bl. a. nævnes hans norske hylding i 1548, og en skildring af hans personlighed. Taleren dvæler med tilfredshed ved Norges lykkelige stilling under Frederik II., og skjønt han selv var født dansk, have dog disse hans ord sin betydning derved, at de holdtes for en forsamling af Nordmænd. Han siger her: Sed hic præterire non possum, quin tuam ò Norvegia felicitatem tibi in memoriam reuocem, tuam felicitatem, quæ iam regibus Danis pares. Audiuimus ex viris fide dignis et multa ætate prouectis, numquam res Norvagicas in tranquilliori statu, atque sub Danis regibus fuisse, atgue hæc se ex maiorum relatu habere affirmarunt. Hoc verisimile, imò verum esse historiæ testantur: assiduè enim tam motibus intestinis quàm externis incursionibus tumultas auditi sunt, antequam Margareta regis
