Efter hjemkomsten blev Jens Nilssøn af svigerfaderen indsat som dennes efterfølger. Dette foregik i Oslo domkapitels hus, formodentlig det samme som sakristiet i Halvardskirken, den 29de Juli 1580, og dermed var han i enhver henseende berettiget til at optræde som de to stifters geistlige overhoved.[1]
Efter reisen til Danmark forblev Jens Nilssøn, som det synes, rolig hjemme i 1580, hvorimod han fra det følgende aar med sin gamle iver gjenoptog visitatserne og i mange aar fortsatte dermed. Det er her fremdeles hans egne optegnelser, som ere den vigtigste kilde for, hvad der vides om denne del af hans biskopelige gjerning.
Om sommeren 1581 visiteredes først Numedalen og Tinn, og senere mod slutningen af aaret Follo og Nedre Borgesyssel;[2] i
- ↑ Smlgn. nedenfor, s. 578.
- ↑ Som det nedenfor, s. 57, fortælles, maatte Jens Nilssøn afbryde den første visitatsreise i 1581 paa Sande prestegaard, da han der fik efterretning om, at hans datter Catharina, eller Karine, var død. I fortalen til sit i Decbr. s. a. afsluttede digt, Elegidion in obitum filiolæ suæ, Catharinæ, fortæller han herom nærmere: „Cum ante semestre ex Telemarchia reuersus, ecclesiam Sandenensem, portui Drammen vulgò nuncuputo propinquam, ratione officij inspecturus essem: Humanissime Dn. Erasme, præceptor, amice ac affinis omnium carissime: Nihil æquè in votis habui, quam vt mihi tecum in collucotionem venire, et de mea profectione tam longinqua, totque periculis, curis ac molestiis obnoxia, deque nostris rebus ac negociis præsertim ad religionem pertinentibus sermones sociare mihi liceret. Proinde nuncio confestim ad te misso Tonsbergiam, acceptoque inde responso, te mihi præsentiam tui propediem facturum: oppidò sanè quam lætabar, èo quod id temporis præstò apud me adessent quidam ex amicis ac pernecessariis vtriusque nostrûm, qui mihi reduci, pro sua humanitate, gratulantes, prospera quæque de vxore mea carissima ac liberis dulcissimis, reliquisque domesticis atque intimis meis familiaribus annunciarunt, simulque literas Hafnia nuper Asloiam, me absente, perlatas, et á Reuerendo Magnifico et undiquaque doctissimo viro, Dn. Doctore PAVLO MATTHIÆ, Sacræ Theologiæ in alma Academia Hafniensi professore primario, et Sielandicæ Diæceseos præsule vigilantissimo, tuo veteri amico, meoque Mæcenate ac Domino reuerenter obseruando, ad me datas obtulerunt, vna cum codicillis aliquot venerando seni Dn. Magistro FRANCISCO BERGIO, socero nostro carissimo, ac tibi mihique ab eodem dono missis: quibus adiuncta erat optimi uiri M. NICOLAI SCAUENII epistola peramanter ad me scripta. Vnde incredibilem voluptatis et gaudij vim ac copiam percepi: quæ tamen in longum tempus haud perdurauit. Postridie namque eius diei, quo ad pastorem prænominatæ ecclesiæ, quæ est in parochia SANDENE, veni (nempe 5. Auguste) cùm literas Magnifici veréque Nobilis ac celeberrimi viri Dn. Doctoris ERASMI LÆTI inspicerem: ab adolescente quodam, qui eas mihi reddidit, signifificatum est, filiolam meam vnicè caram vespere præterita fatis (pro dolor) concessisse.“ Han skildrer derefter den heftige sorg, der greb ham ved modtagelsen af dette sorgens budskab. I digtet nævnes Halvard Gunnarssøn som en af de venner, der mødte biskopen paa Sande prestegaard og bragte ham gode efterretninger fra hjemmet. Rasmus Hjort og Jens Nilssøn havde den gang, efter hvad der videre nævnes i fortalen, ikke seet hinanden paa mindst hele tre aar (toto iategro triennio aut eo amplius).
