och dem da vaar dereffter forbudit aar och dag, effter Jenssis breffs liudelsse, huor till her Pouel suarede at thend mand som bode paa ødegaarden vaar der iche saa lenge. Da haffuer Jens giffuit sligt klaugelige tilkiende for Hanniball,[1] och samme ødegaard Leffueraass medt en anden heder Breuig som laae til prestebolit, ere nu dømbt derfra oc vnder kronenn Om alt dette sagde bispenn sig at ville tale met Hanniball och høre hans gode betenckende hervdj.
Samme tid vaar der och den Niels Suendsenn som talede met bispenn paa Berg,[2] och berettet huorledis her Pouell skulle haffue skielt hannem fore, at hand haffde løgit hannem paa, som en tiuff och skalck, huor paa hand iche alene haffde proffs breffue, men och laugmandens Claus Jenssens auskur. Och dette kunde her Pouell iche benecte.
Dette vaar aarsage her til, at den Niels skulle haffue sagt for salig Ellert Brockenhus, at her Pouell, loe ad hannem, och at den Niels skulle sagt at her Pouell vaar iche hoss salig Ellert der hand døde, huilcke ord her Pouel sagde at fru Dorethe Jull skulle haffue hørt.[3]
Siden kom en gammel quinde fram ved naffn, Marin Hellouffsdaatter, som tilforn bode i Nessing paa her Pouels ødegaard Biørnekloff, hun berettedt huorledis at hand fick en første kalffsquie aff hende i bygsell, och siden fordreff hende aff gaarden. Hun berettet och, at hun kom til hannem om Paaske dag ifior och begieret at hand ville schriffte hende och meddele hende sacramentet, da suarede hand (som hun berettet), at hendes synder vaare saa mange, at hand icke kunde tilsige hende synders forladelsse. Och paa det sidste viste hand hende fandenn i voldtt vd aff døren. Och bekiende her Pouell meste aff dette klagemaall, at hand viste hende vd aff døre fanden i vold. Thj hun giorde hannem megit harm.
Om desse klagemaall allesammen sagde bispen at hand ville tale met Hannibal naar hand kommer til hannem.
End her foruden vaar der en som klagede paa her Pouel, at hand haffde en jernstang fra hannem, da bad bispen at her
