Om selve reisemaaden bringe visitatsbøgerne naturligvis de fuldstændigste efterretninger. Da landet i det 16de aarhundrede endnu savnede ethvert tilløb til byggede veie og al færsel var henvist til de fra gammel tid af opgaaede raak gjennem dalene og over fjeldene, var det selvfølgeligt, at vogne ikke kunde anvendes. Om sommeren færdedes enhver reisende, uanseet kjøn eller alder, tilfods eller tilhest, og naar man kom til en fjord eller et vand, tog man en baad. Om vinteren kom slæderne frem for at bruges, saalænge der var føre. Om vinteren laa bro over alle elve og vande; om sommeren satte man over disse paa baade eller flaader (s. 363). En saadan reisemaade maatte, tiltrods for slægtens haardførhed og fortrolighed med disse forhold, blive opslidende for den, som var naaet lidt op i aarene, og det bliver let forstaaeligt, at Frants Berg maatte holde op med at drage om som visitator. Jens Nilssøn synes at have holdt ud til det sidste. Han naaede hen til dele af sine stifter, hvor der ikke paa umindelige tider havde været nogen biskop, saadan som paa Hvaler (s. 543) og paa det afsidesliggende Tønset, om hvilket det ikke engang var rigtig sikkert, hvorvidt det hørte til Throndhjems eller Hamar stift (s. 32, pag. CLXXXII). Med interesse benyttede han paa disse mærkelige færder anledningen til at gjøre sig bekjendt med allehaande naturmærkværdigheder, med gamle sagn, med endnu levende historisk tradition o. lign.[1] Paa denne maade er der reddet adskillige træk af gammelt norsk folkeliv.
Paa visitatsreiserne, som overalt ellers, var Jens Nilssøn en virksom mand. Et saadant tilsyn som det, han førte med sin underordnede geistlighed, var ukjendt, siden reformationen blev indført, og om han ogsaa kun oplevede at se faa synlige frugter al sin virksomhed, saa har han dog gjort en god og fortjenstfuld gjerning, der maatte mærkes langt ned i tiden, længe efterat han styrede Oslo og Hamar stifter. Virkelysten og arbeidskraftig, som Jens Nilssøn var, har han aldrig manglet stof for sit arbeide; snarere var der for meget end for lidet, og han gav sig ikast med alt. Som geistlig administrator bliver han saaledes for sin tid en mangesidig mand, og denne hans mangesidighed har sikkerlig været adskillig større, end det nu lader sig paavise.
- ↑ Smlgn., foruden hvad der er anført pag. CXXXVII seqv., s. 366 om Gausta, s. 37, 156, 16O flg., 164, 167, 216, 234, 253, 303, 376, 409, 516 og navnlig s. 261. Fremdeles s. 533 flg.
