Side:Biskop Jens Nilssøns visitatsbøger.djvu/202

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
CCII


I det foregaaende (pag. XXXII seqv. og XLVI seqv.) er der meddelt en oversigt over den udstrækning og orden, i hvilken Jens Nilssøn foretog sine visitatsreiser. Af visitatsbøgerne sees, hvorledes han indrettede sig paa disse, og hvorledes han der i almindelighed havde det. Nogen tid forinden sin afreise fra Oslo udsendte biskopen et visitatsbrev til samtlige prester, hos hvem det var hans agt at visitere, og i dette opgav han sin reiserute. Saadanne breve ere trykte nedenfor, s. 100 flg., s. 270 flg., s. 338 flg., s. 437 flg. og s. 470 flg. Naar reiseplanen ikke helt ud kunde følges, saaledes at der maatte foretages ændringer i denne, blev derom i særegne breve sendt meddelelse til vedkommende prester (s. 439 flg. og s. 472). Brevene besørgedes ved leilighed, af biskopens landbønder og lignende (s. 439), eller ved særlige brevbærere, som befordredes fra prest til prest (s. 102, 174). Paa hjemreisen fra Skien i 1596 skrev biskopen en „tankeseddel“ om befordring, som han fra Fritsø lod befordre til presterne ved en af sine folk (s. 432).

Skydsen eller det saakaldte „forenskab“ blev tilveiebragt ved sognepresterne, som derom underrettede de faste „skydsskikkere“ eller, hvor det gjaldt vandskyds, „skydsskipperne“ (s. 97). Dette var at „bestyre skydsheste“ (s. 513). Undertiden kom ogsaa biskopens landbønder med sine heste for at skydse ham (s. 81, 340). Naar reisen foregik tilvands fra Oslo, var det slotsfogden paa Akershus, som skulde skaffe rorsfolk (s. 340); men det kunde hænde, at disse ikke indfandt sig, og biskopen maatte da selv leie sig folk, som han betalte. I Akers sogn var der ogsaa lignende ugreie med landskydsen (s. 440), saaledes at biskopen maatte benytte egne heste; hændte saadant paa reisen, maatte presterne overlade ham sine heste (s. 97). Midtveis imellem 2 prestegaarde skiftedes i regelen heste. Der mødte presten paa det sted, hvortil reisen gik, med friske dyr, medens den prest hos hvem der senest var visiteret, tog afsked og reiste hjem; naar presten var syg, kunde i hans sted kapellanen eller klokkeren gjøre bispen følge paa veien. At undlade at møde biskopen ansaaes for en stor forsømmelse (s. 368).

Traf biskopen underveis sammen med andre reisende, slog han gjerne følge med dem, saaledes med den paa flere steder omtalte Laurits Plomgaard (s. 86 flg., 408, 410 flg., 413). Ligeledes benyttede han anledningen, hvor saadan tilbød sig, til at faa afgjort sine egne private forretninger paa de steder, hvor han