node, og derpaa een gang om aaret en provincialsynode, hvorved dog al luxus maatte forhindres. Der tales efter 1580 aldrig om afholdelse af nogen synode i de to stifter, og det er da heller ikke rimeligt, at man har holdt saadanne. Allerede de store afstande maatte her lægge hindringer i veien, saaledes at Jens Nilssøn ikke lettelig kunde følge de fra Bergen og Stavanger givne exempler, hvor der under Anders Foss og Jørgen Erikssøn virkelig holdtes synoder. I det sted har han imidlertid paa sine reiser, naar han traf sammen med flere prester til samme tid, med dem overveiet, hvad der skulde gjøres for at raade bod paa misligheder, og har da givet anordninger, der efter sit indhold maa betragtes som svarende til de sædvanlige synodalbeslutninger. Under sit ophold i Skien i Februar 1596 samlede saaledes biskopen 8 der tilstedeværende prester fra Bamle og Thelemarken og traf med dem en anordning om de mislige moralske forhold hos almuen i disse landsdele, ganske som om de havde befundet sig paa en synode (s. 429). Formodentlig have de synoder, hvortil Jens Nilssøn sigter i sit omtalte spørgsmaal, netop været af denne art.
Det 18de og sidste spørgsmaal angik presteenkernes forsørgelse, om det saakaldte „muldaar“ eller naadsens aar (annus gratiæ). Peder Madssøn mente, at man nok kunde tage hensyn til forsørgelsen af den afdøde prests enke eller døtre, naar blot hovedvægten lagdes paa kirkens tarv, og naar der sørgedes for, at ikke prestekaldene bleve arvelige. „Muldaaret“ var neppe overalt en hævdet skik. I 1577 omtales det, at den tidligere læsemester Jon Anderssøns enke, Cecilie, afstod sin ret til muldaaret, mod at eftermanden, magister Halvard, overtog en del forpligtelser, bl. a. til at bygge sin kannikeresidens, hvilke hendes mand ikke havde opfyldt.[1] Derimod lader det til, at der paa Thoten i 1594 ikke har været sørget for underhold til enken efter den sidste sogneprest (s. 292). Overhovedet maa det her haves for øie, at naar en presteenke ikke ægtede den nye prest, kjendtes der i det 16de aarhundrede ingen regelmæssig udvei til at faa hende forsørget.
Om fordelingen af gudstjenesterne mellem de enkelte sogne haves der fra Jens Nilssøns tid nogle oplysninger. Om presten i Tanum (Brunlanæs), der havde 3 kirker, vides det, at han hver Søndag skulde forrette i hovedkirken og i Bergs annexkirke, samt hver fjerde Søndag i Tjose annexkirke; naar han fik
- ↑ Kristiania bispearkiv, 2. e, no. 40.
