saa han maatte vises døren.[1] Prester, der havde leiermaalshistorier paa sig, var det ikke saa sjeldent at træffe, og der forekommer breve, hvori der oplyses meget slemme træk i denne henseende.[2] Presternes døtre, stifdøtre og søstre vare ingenlunde pletfrie, og der høres da ogsaa mislige historier om deres forhold (s. 329).[3] Hvor en prest var synderen og der forelaa et særlig gravarende tilfælde, kunde han paa nogle aar forvises fra de to stifter, men fik efter denne tids udløb tilladelse til at komme tilbage.[4] Betegnende for tilstanden er den ovenfor omtalte kongelige forordning. Denne forudsætter endog, at biskoperne ikke kunde fritages for skyld, forsaavidt de havde været forsømmelige med Tilsynet med sine underordnede. Men denne bebreidelse kan dog ikke have rammet Jens Nilssøn.
I 1592 omtales en prest ved navn hr. Augustinus, der havde vist megen vrangvillighed mod biskopen og gjort offentlig skandale ved at kaste altervinen i ansigtet paa kirkevergen. Han skulde i den anledning sættes under tiltale.[5] I visitatsbøgerne (s. 168) omtales en prest, der først efter alvorlige paamindelser vilde bekvemme sig til at holde gudstjeneste paa Langfredag, og paa samme maade lader det til, at en prest i Hviteseid, hr. Hans Jakobssøn, jævnlig brugte at forsømme gudstjenesten om Søndagene. Han maatte derfor i 1582 indfinde sig i Hiterdal og der 3die Juni i provstens nærværelse forpligte sig til ikke at forsømme tjenesten i sin kirke over en Søndag uden at skaffe en anden i sit sted.[6] Saadanne historier vise, at tilstanden mellem den norske geistlighed ingenlunde var den bedste, og at ordets forkyndere ikke altid have været særdeles grebne af dets magt. Selv de bedste prester, Jens Nilssøns egne omgangsvenner kunde paadrage sig irettesættelser af den nidkjære biskop, fordi de ikke i tilstrækkelig grad passede paa sine sognebørn. Et mærkeligt
- ↑ Brev herom trykt i Kgl. norske vidensk.-selsk. skr. i 19 aarh. IV, s. 201 flg.
- ↑ Anf. st., s. 206 fig.
- ↑ Anf. st., s. 205 flg.
- ↑ Hr. Claus Hjorts datter havde i 1585 en leiermaalshistorie paa sig, der kom for kapitlet. Synderen var hr. Hans Anderssøn. Bispearkivet, 2, e, no. 48.
- ↑ Norske rigsregistranter, III, s. 232 flg.
- ↑ Bispearkivet, 2. e, no. 22. Ogsaa over hans eftermand, hr. Hans Bentssøn, førte almuen svære klager, og han blev i den anledning under 16de Mai 1590 suspenderet af Axel Gyldenstjerne og Jens Nilssøn, indtil han havde renset sig for de mod ham fremkomne klagemaal (2, e, no. 34 og 55).
