hvis den fandt behag i ham. Han blev da valgt, og der blev skrevet til statholderen med anmodning om, at han maatte faa kollats. Valget foregik med raad af provsten og nogle andre medlemmer af Hamars kapitel.[1] Ved denne leilighed blev en anden ansøger, der havde været kapellan hos den foregaaende prest og ægtet dennes enke, skudt aldeles tilside, i den grad, at han ikke engang fik lov til at beholde sin plads som kapellan i prestegjældet. Han indgav i den anledning klage, og der blev 28de November 1596 udfærdiget en kongelig befaling til biskopen om st erklære sig angaaende sagen, hvorhos vedkommende fik den sædvanlige kongelige anbefaling til at faa det første kald, der blev ledigt, med iagttagelse af ordinansens bestemmelser. (Smlgn. S. 492). Man ved intet om, hvad udfald sagen fik; men det skulde dog været aldeles i sin orden, at der intet hensyn blev taget til en kapellan, der havde ægtet enken efter den foregaaende prest. Et ganske eiendommeligt tilfælde indtraf i Baahuslen i 1587, da biskopen bad almuen i Tanum en ny prest, der havde kongens anbefaling til ham. Kapellanen i Sotenæs, hr. Bent (s. 227), paastod da først at have krav paa at faa kaldet, men frafaldt dette senere. Herom faar man nærmere oplysninger i følgende dokument:[2]
Kiendis wy effterne Jens Pedersen, Prest y Thonum och prouist wdy Wiigem och Jens Gudesønn Gudtz ordtz thienere wdy Quiille, att anno 1587 denn 8 Augustj, hørde och saage wy y Thonum, att effthj som woriis superintendent mestet Jenns Nielsønn wdy siin wisitats hagde weriitt paa Sodenes, och der paa siitt embedz wegnne besøchtt kirkenn, och effthj att Gudt y himmelenn, haffuer kalliitt her Lauritz thiill siigh, da thiilbødt mester Jenns denom ygenn, ein godt lerdt mandt wedt naffn her Jenns, som baade wdy synn lerdom och leffnit wor dueliigh att schulle were deriis sogneprest, effthj att mester Jenns hagde fangiitt Kong. Mattz breff, att schulle forse forde her Jenns huor først waceritt, och her Benntt paa Sodenes samme thiidt siigiitt der ymodt, och kom da strax her Benntt denn thredie dagh der epter thiill Thonum, thiill mestir Jenns, och welluiilliigh sagde siigh att wiille affthrede och oplade denn meniingh och thancke haandt hagde om Sodenes att bekomme, och wiille gaanske gernne aff itt gott hierthe effthir synn formuge forhielpe baade hos bønderne och y anndenn maade huor haandt kanndt, att her Jenns kunde fannge kaldt paa Sodenes, och derpaa rachte her Bennt mester Jenns synn handt och badt mester Jens gernne, att huis haandt y den maade, ellir anndre hagde forsett siigh medt hanom, att haandt wiill hanom det forlade, att saa y sandhed er som foruit stannder, setthir wy woriis siignethir her neden vnder
- datum vt supra
| Johannes | Joannes Guidonis |
| Petræus | propria manu. |
