CXIII. Det fremgaar deraf, at det var blevet almindeligt, at de prester, som ønskede at skaffe sine sønner eller svigersønner adgang til at blive deres efterfølgere, foregave at være saa svækkede af alderdom og anden skrøbelighed, at de ikke kunde forestaa sit embede.[1] Disse bleve da kapellaner og gled saa, naar den gamle prest døde, umærkelig over i hans kald, og menighedernes kaldsret blev en ren formalitet. Peder Vinstrup vilde, at hvis en prest virkelig kom i den stilling, at han maatte overdrage sit embedes bestyrelse til en anden, da skulde han søge biskopen om at faa en passende person dertil, og denne skulde da skaffe ham en saadan, uden at derved paa nogen maade gjordes indgreb i menighedens valgret, naar kaldet blev ledigt.
Der kjendes fra Jens Nilssøns tid i hans stifter saadanne overenskomster, hvorved en kapellan paatog sig at bestyre en andens prestekald. Hr. Oluf Iverssøn, sogneprest til Grue i Solør, havde for sin levetid truffet aftale med kapellanen, hr. Oluf Hanssøn, om, at denne skulde gjøre hans tjeneste mod at oppebære halvdelen af alle prestelige indtægter i kaldet. Denne overenskomst blev 1ste Februar 1592 bekræftet af Axel Gyldenstjerne og Jens Nilssøn.[2] Hr. Oluf Iverssøn døde 22de Juni 1594, og den anden hr. Oluf, som allerede i forveien var examineret af biskopen, blev nu, med provstens, hr. Søfren Iverssøns, samtykke valgt af almuen til hans eftermand; derefter blev der, 30te Juni s. a., skrevet til statholderen for at faa hans stadfæstelse, den saakaldte „kollats“.[3]
- ↑ Presten valgte i regelen selv sin kapellan. 27de Marts 1587 skrev Rasmus Jenssøn „Alløleuff“, sogneprest til Solberg i Baahuslen, til Jens Nilssøn, at han havde kaldet Laurits Nilssøn „Skoungh“ til sin medtjener, og bad om, at Jens Nilssøn efter sit løfte og tilsagn vilde ordinere ham. (Bispearkivet; 2, e, no. 23). Smlgn. s. 223. Undtagelser fra denne regel gaves dog; smlgn. pag. CLXXXVII, note 3. I bispearkivet (2, e, no. 27) findes en forpligtelse af Nicolaus Mathis Thystadensis, dat. Kongelf 1587, 22de Juli, der af biskopen har faaet løfte om at hjælpes til et kapellani, om at leve og læse efter Guds befaling, den apostoliske skik og ordinansens lydelse.
- ↑ Rigsarkivet, Kristiania bispearkiv, 2, e, no. 3.
- ↑ Smstds., no. 15. – Nedenfor, s. 460, omtales en noget lignende overenskomst om en deling af Hof prestegjæld i Solør, hvorved kapellanen fik Vaaler annex med halvdelen af hele prestegjeldets indtægter og derhos selve prestegaarden til bolig. – En del af et prestegjælds indtægter kunde ogsaa anvendes til at pensionere gamle prester. Saaledes havde en forhenværende sogneprest i Øier, hr. Jens Hanssøn, endnu i sin anden eftermands tid den indtægt, som hørte til Trettens annex, og som efter hans død igjen skulde tilfalde den virkelige sogneprest (Bispearkivet, 2, e, no. 14).
