Side:Biskop Jens Nilssøns visitatsbøger.djvu/165

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
CLXV

at de skulde „residere“ ved kapitlet. Imidlertid varede det dog en stund, inden man fra regjeringens side ligefrem opgav denne fordring, og der toges ved uddelingen af kanonikater stadig det forbehold, at indehaveren skulde residere, naar han ikke længere var i sin tjeneste Men det maa ansees som sikkert, at det aldrig har hændt, at en, der var forlenet med et kanonikat i Oslo, paa sine gamle dage har slaaet sig ned i denne by og levet der som residerende kannik.

Det var nu engang paa grund af omstændighedernes medfør blevet uundgaaeligt at forholdene udviklede sig paa denne maade. Med kapitlernes kooptationsret var den eneste skranke bortryddet, der lod sig stille derimod. Men dette kunde ikke forhindre, at de virkelig residerende kanniker, der maatte udføre domkapitlets forretninger, gjøre den daglige tjeneste og bære de byrder, som overhovedet fulgte med at bo paa stedet, hvor domkirken var, følte sig lidet tjente med denne ordning. Thi det viste sig, at de ikke residerende herrer udelukkende betragtede sine kanonikater som indtægtskilder og unddroge sig opfyldelsen af alle dermed følgende pligter, saaledes at de ikke engang holdt sin choral ved skolen; der førtes ogsaa klage over, at der indsneg sig uorden og urede ved det til saadanne kanonikater hørende jordegods. Her var der meget at udrette for Jens Nilssøn, og det ser ogsaa ud, som om han allerede, inden han havde faaet sin udnævnelse til svigerfaderens medhjælper, har taget sig af disse forhold (pag. XXVIII seqv.).

Under 20de April 1572[1] blev der paa foranledning fra Oslo udstedt et kongebrev om domkirkens kanonikater, der skulde rette paa de tidligere mangler. Ved dette bestemtes, at de ikke residerende kanniker ligesaavel som de residerende herefter skulde „holde en choral, som skal gange udi skolen og i lærdommen sig forfremme og at være tilstede udi kirken at sjunge, saa ofte tjeneste er der sammesteds, og samme choral forsørge med nødtørftige underholdning til mad og drikke“. Ligeledes bestemtes, at enhver, som ikke residerede, skulde „have sin procuratorem hos domkirken boendes, som hermed skal have flittig tilsyn, at det saa holdes og fuldkommes“. I forsømmelsestilfælde fik de resi-

  1. Da samtlige her paaberaabte kongebreve efter sit datum kunne findes i udgaven af de norske rigsregistranter, vil det være overflødigt for hver gang at anføre dine i noterne.