vendte Jens Nilssøn til „studii ophold“ for hr. Hans Haagenssøn, for Kristen Jenssøn, der var Jens skrædders søn i Oslo, og for sin egen søn, Kristofer Jenssøn. Til dette kom endnu „kommuneparten“ og „portio choralium“. En del af dette gods, nemlig Delevigs præbende m. m., var fast henlagt til biskopens underholdning og blev derfor under 7de Mai 1600, efter Jens Nilssøns død, overdragen til hans eftermand, Anders Bentssøn Dalin; med resten var han derimod kun „forlenet pro persona“, og derpaa fik hans ældste søn allerede expektancebrev under 11te August 1587.
2. Den baahuslenske adelsmand Anders Gren til Sundsby havde en præbende, der foruden kommuneparten og portio choralium bestod af det gods, der var henlagt til St. Olafs og St. Dorotheas altere i Mariakirken og til „Svenne altar“, formodentlig i samme kirke; han benyttede 1595 Jens Lauritssøn som forvalter. Anders Gren fik denne præbende, medens han var kancelli-sekretær, ved kongebrev af 17de April 1579, da den var ledig efter Hans Stigssøn, der var tolder nordenfjelds og havde faaet præbenden ved kongebrev af 28de Mai 1573, paa betingelse af, at han skulde residere ved domkirken, naar han ikke længere var i kongens tjeneste. Han fik den igjen efter lagmanden Nils Stub, som atter havde den efter Jakob Kristenssøn.
3. Renteskriver, senere mønsterskriver Hans Mechelborg fik ved kongebrev af 12te Juli 1574 et kannikedømme i Oslo domkirke, der var ledigt efter Oluf Kuldt, med forpligtelse til at residere ved kapitlet, naar han ikke længer gjorde daglig tjeneste i kongens renteri; dette kannikedømme bestod i 1595, foruden kommuneparten, af St. Laurentii alters gods og Hovin præbende af domkirkens gods. Som forvalter nævnes i 1595 Søfren Mogenssøn.[1]
4. Kancelliskriver Sivord Pederssøn, senere borgermester i Odense, fik ved kongebrev af 22de Marts 1580, med forpligtelse til at residere ved domkirken, naar han ikke længere var i kongens daglige tjeneste, en præbende, der var ledig efter den af-
- ↑ Omtales i et kongebrev af 29de Oktbr. 1602 (Norske rigsregistr., III, s. 697 flg.) som raadmand i Oslo sammen med Mikkel Funtin (smlgn. nedenfor, s. 90 og 464 flg.), i anledning af en arv efter den tidligere kansler, Oluf Kalips, paa hvilken de, imod den afdødes enke, gjorde krav paa sine hustruers og de øvrige arvingers vegne. Senere nævnes han som anden borgermester i Oslo.
