6te August s. a. Her maa imidlertid en eller flere personer, der vare udstyrede med fuldmagt fra statholderen og maaske ogsaa fra biskopen, have foretaget en fuldstændig rundreise. Sandsynligvis er der i forveien udgaaet meddelelse til samtlige sogneprester om hver at forberede en saadan fortegnelse, og naar saa den omreisende kommissær indfandt sig, var det en let sag at faa den ført i pennen og undertegnet, hvorpaa han tog den med sig til Akershus.
Med de sidste fortegnelser i stiftsbogen, der for den største del savne datering, er det vanskeligere at paavise nogen lignende rækkefølge i tiden for deres affattelse. Sandsynligvis har biskopen paa sine visitatsreiser bragt dem i erindring, og hvor han ikke selv kunde række hen i disse aar, maa han eller statholderen have skrevet til presterne for at paaskynde arbeidet.
Ved ordinansen var det fastsat, at der skulde være to exemplarer af registrene over det geistlige gods, et hos statholderen og et hos biskopen. Hvorvidt dette bud er blevet opfyldt for Oslo og Hamar stifter, vides ikke, idet nu kun det ene exemplar, der tilhørte biskopen, er bevaret; men det er vistnok rimeligt at der oprindelig har været to. Originalerne ere nu forlængst tabte; thi hvad der er bevaret i bispearkivet, er kun en afskrift, der synes at være skreven et stykke ind i det 17de aarhundrede og i ethvert tilfælde er tagen længe efter baade Povel Huitfeldts og Jens Nilssøns tid. Disse have kun havt løse fortegnelser for hvert prestegjæld, og de have ikke indført dem i nogen protokol. Dette er først skeet efter deres død; medens der i det 16de aarhundrede, da de begge levede, ikke kjendtes nogen „stiftsbog“, saa er denne først istandbragt, da der i det 17de aarhundrede viste sig trang til at have afskrifter, som da for nemheds skyld bleve indførte i en og samme bog. At dette er sammenhængen, vil vise sig ved en noksaa flygtig undersøgelse af stiftsbogen.
Det er imidlertid sandsynligt, at Jens Nilssøn har ladet de originale fortegnelser indhefte sammen, og at det er disse, hvortil der sigtes, naar afskriveren paa et par steder (fol. 137, b og fol. 145, b) taler om „den forseglede bog“ eller om „den gamle forseglede jordebog“. I afskriften er der ogsaa indskudt yngre stykker, der gaa lige ned til 1600 (fol. 145, b). De i afskriften indeholdte oplysninger om det i 1580 oprettede Vænebygdens annex (fol. 145, b) siges udtrykkelig ikke at have staaet i originalen. Afskriften er ikke tagen med synderlig omhu, men maa
