Benævnelsen „visitatsbøger“ er betegnende for indholdet af 5 blandt de reiseberetninger, som nu haves, medens den ikke passer for de 2 øvrige, idet vedkommende reiser ikke ere foretagne i det øiemed at visitere kirkerne. Som en kort fællesbetegnelse kan den dog i mangel af nogen bedre forsvare sin plads. Oprindelig maa der have været flere af disse visitatsbøger. Saaledes omtales der s. 85 en, der synes at have omhandlet reisen i August og September 1591 (s. 58 flg.), og s. 235 henvises der atter til en tidligere visitatsberetning for Baahuslen, formodentlig fra 1592 (s. 60 flg.). Disse ere dog nu sporløst tabte. Det samme gjælder ogsaa den saakaldte „tegnebog“, der omtales s. 272, men som blot kan have været en notitsbog, hvori biskopen straks nedskrev sine bemærkninger.
Samtlige her opregnede seks haandskrifter maa ved Jens Nilssøns død være blevne liggende igjen i Oslo bispegaard og i nogen tid have været opbevarede der, uagtet de oprindelig vare ganske private optegnelser. Det første, der nu er i Throndhjem, er formodentlig tidligst bragt bort; de øvrige tog biskop Peder Hersleb ved sin afreise til Danmark med sig og indlemmede dem i sine egne samlinger.[1] Derved bleve de reddede for historien; hvis de vare blevne ved bispestolen, er der al rimelighed for, at ogsaa de nu bevarede haandskrifter snart vare blevne tabte. Paa Herslebs auktion bleve de kjøbte af Langebek, og da dennes bibliothek blev solgt, gik de over til Brandt, der formodentlig har overladt dem til Otto Thott, med hvis øvrige samlinger de saa gik over til det store kgl. bibliothek i Kjøbenhavn. I de ældre kataloger opføres de som 4 numere, i den Thottske som 5; formodentlig er da et haandskrift opløst i to dele, da det kom i Otto Thotts besiddelse.
Jens Nilssøns visitatsbøger ere tidlig blevne paaagtede; de have været gjennemgaaede, excerperede og afskrevne af mere end een historiker, ligesom det længe har været paatænkt at gjøre dem almindelig tilgjængelige ved at foranstalte en udgave af den hele række. Dette er dog først nu skeet. Da de saakaldte visitatsbøger staa i den nøieste forbindelse med en del af det under 9 omhandlede haandskrift, manuscr. Thott. 502, 8vo, og da de altid have været benyttede sammen med dette, vil den naturlige plads til at meddele oplysninger om den tidligere stykkevise
- ↑ Bibliotheca Herslebiana (Hafn. 1758), pag. 572, no. 84–87.
