Diamant, saa de ikke hørte Loven og de Ord, Herren, Hærskarernes Gud, sendte ved sin Aand, ved de forrige Profeter; og der kom en stor Vrede fra Herren, Hærskarernes Gud.
13 Og det skede: Ligesom han raabte, og de ikke hørte, saaledes, sagde Herren, Hærskarernes Gud, skulle de raabe, og jeg vil ikke høre,
14 og jeg vil bortveire dem henover alle Hedningefolkene, som de ikke kjende, og Landet skal blive øde efter dem, saa Ingen drager frem eller tilbage der. Og saa gjorde de det lystelige Land til en Ørk.
Dog, nu vil Herren igjen naadig tage sig af Israel, føre de Adspredte tilbage, være deres Gud, bo i deres Midte og rigelig velsigne dem, 1-15. Men da maa Israel lægge Vind paa Sandhed, øve Ret og Trofasthed, 16. 17. Da skulle Fastedagene blive Festdage, 18. 19. Ogsaa mange Hedningefolk skulle omvende sig til Herren, 20-13. Disse herlige Forjættelser sigte til og have sin Opfyldelse i Messias’s Komme og Gjerning.
OG Herrens, Hærskarernes Guds, Ord kom, saalydende:
2 Saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Jeg er nidkjær for Zion, saare nidkjær, og med stor Harme er jeg nidkjær for det.
3 Saa siger Herren: Jeg vender tilbage til Zion og vil bo midt i Jerusalem, og Jerusalem skal kaldes den trofaste Stad, og Herrens, Hærskarernes Guds, Bjerg det hellige Bjerg.
4 Saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Der skal endnu sidde gamle Mænd og gamle Kvinder paa Jerusalemsn Gader, hver med sin Stav i sin Haand for sine Dages Mangfoldigheds Skyld,
5 og Stadens Gader skulle fyldes med Drenge og Piger, som lege paa dens Gader.
6 Saa siger Herren, Hærskarerens Gud: Naar det vil være underligt for ders Øine, som ere blevne tilovers af dette Folk i de Dage, mon det da ogsaa vil være underligt i mine Øine? siger Herren, Hærskarernes Gud.
7 Saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Se, jeg frelser mit Folk fra Solopgangs Land og fra Solnedgangs Land,
8 og jeg lader dem komme, og de skulle bo midt i Jeruslame, og de skulle være mit Folk, og jeg vil være deres Gud i Sandhed og i Retfærdighed.
9 Saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Eders Hænder være stærke I, som i disse Dage høre disse Ord af de Profeters Mund, som vare paa den Dag, da Herrens, Hærskarernes Guds, Hus, Templet, blev grundlagt, forat det skulde bygges!
10 Thi før de Dage var der ingen Løn for Menneskene og ingen Løn for Dyrene[1]; og for den, som drog ud, og for den ind, var der ingen Fred for Fienden, og jeg slap alle Mennesker løs, det ene mod det andet.
11 Men nu vil jeg ikke være som i de forrige Dage mod dem, der ere blevne tilovers af dette Folk, siger Herren, Hærskarernes Gud;
12 men der skal være Sæd, som fredes: Vinstokken skal give sin Frugt, og Jorden skal give sin Grøde, og Himlene skulle give sin Dug, og jeg vil lade dem, dere ere blevne tilovers af dette Folk, arve alt dette.
13 Og det skal ske, ligesom I, Judas Hus og Israels Hus, have været en Forbandelse blandt Hedningerne, saaledes vil jeg nu frelse eder, og I skulle vorde en Velsignelse; frygter ikke! Eders Hænder være stærke!
14 Thi saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Ligesom jeg foresatte mig at gjøre eder Ondt, da eders Fædre vakte min Vrede, siger Herren, Hærskarernes Gud, og jeg ikke angrede det,
15 saaledes har jeg igjen i disse Dage foresat mig at gjøre vei imod Jerusalem og Judas Hus; frygter ikke!
16 Disse ere de Ting, I skulle gjøre: Taler Sandhed, hver med sin Næste, dømmer ret Dom og Freds Dom eders Porte,
17 og optænker ikke Ondt i eders Hjerte, den Ene mod den Anden, og elsker ikke falsk Ed! Thi alt dette hader jeg, siger Herren.
- ↑ der var ingen Velsignelse ved eders Arbeide; Hagg. 1, 6. 10. 11; 2, 16. 17.
