UDSAGN over Ninive; Nahums Eikositens, Syns Bog.
2 En nidkjær og hevnende Gud er Gerren, en Hevner er Herren og fuld af Harme; en Hevner er Herren mod sine Modstandere og En, som bevarer Vrede mod sine Fiender.
3 Herren er langmodig og stor i Kraft, og ustraffet lader han ingenlunde den Skyldige; Herrens Vei er i Hvirvelvind og i Storm, og Skyer ere hans Fødders Støv.
4 Han truer Havet og udtørrer det, og alle Floderne gjør han tørre; Basan vansmægter og Karmel, og Libanons Blomst vansmægter.
5 Bjerge skjælve for ham, og Høie smelte, og Jorden hæver sig for hans Aasyn, og Jorderiget og Alle, som bo derpaa.
6 Hvo holder Stand for hans Fortørnelse, og hvo staar for hans brændende Vrede? Hans Harme udgyder sig som Ild, og Klipper styrte sammen for ham.
7 Herren er god, et Værn paa Trængselens Dag, og han kjender dem, som tage sin Tilflugt til ham.
8 Men med overskyllende Vandflom skal han gjøre Ende paa dets[1] Sted, og hans Fiender skal Mørke forfølge.
9 Hvad er det, I pønse paa mod Herren? Han skal gjøre Ende paa eder; Trængselen skal ikke komme to Gange.
10 Thi ere de end saa sammenflettede, som Torne, og saa fulde, som deres Fylderi kan gjøre dem, saa blive de dog fortærede som fuldtør Halm.
11 Fra dig[2] udgik En[3], som pønsede paa Ondt mod Herren, som oplagde ugudeligt Raad.
12 Saa siger Herren: Ere de end i fuld Kraft og mange i Tal, skulle de dog, som de ere, vorde bortmeiede, og de ere borte. Har jeg plaget dig[4], saa vil jeg ikke plage dig mere;
13 mne nu vil jeg bryde hans Aag af dig og sønderrive dine Baand.
14 Og Herren byder om dig[5]: Der skal ikke mere fødes Nogen, som bærer Dit Navn; af din Guds Hus vil jeg udrydde udskaaret Billede og støbt Billede; jeg vil berede din Grav, thi du er funden for let[6].
Juda skal glæde sig, thi det har Intet mere at frygte af Assyrerne; Ninive, denne Røverkule, bliver indtaget, plyndret og i Bund og Grund ødelagt, 1-14.
SE der paa Bjergene dens Fødder, som bringer godt Budskab, som forkynder Fred! Hold dine Fester, Juda, betal dine Løfter! Thi de Ugudelige skulle ikke mere trænge ind i dig, de ere alle udryddede.
2 En Adspreder drager op imod dig; vogt Fæstningen, sku ud paa Veien, styrk Lænderne, gjør din KRaft saare stærk!
3 Thi Herren bringer Jakobs Høihed tilbage ligesom Israels Høihed, thi Plyndrere have plyndret dem og fordærvet deres Vinranker.
4 Hans Vældiges Skjolde ere rødfargede, Heltene ere klædte i Skarlagen, Vognene i flammende Staal paa den Dag, han stiller dem op, og Spydene svinges.
5 Paa Gaderne rase Vognene afsted, de styrte frem over Torvene; de ere som Blus at se til, som Lyn fare de frem.
6 Han kommer sine Ypperlige i Hu, de snuble under sin Gang, de haste hen til dets Mur, men Skjoldtaget er reist.
7 Portene ud imod Floderne blive opladte, og Paladset forgaar af Angest.
8 Og det staar fast: Hun[7] bliver blottet, ført bort, og hendes Piger kurre som Duer[8] og slaa sig for sit Bryst.
9 Og Ninive er som en Dam, fuld af Vand[9], lige fra de Dage, det blev til. Men de fly. Stanser, stanser! Men Ingen vender sig om.
10 Røver Sølv, røver Guld! Thi der er ingen Ende paa Forraadet, en Herlighed af allehaande kostelige Ting!
11 Tomt og tømmet og udtømt! — og smeltet Hjerte og vaklende
