6 Og hun gik ned til Tærskepladsen og gjorde aldeles, som hendes Svigermoder havde befalet hende.
7 Og Boas aad og drak, og han var vel tilmode, og han gik hen for at lægge sig ved Enden af Korndyngen; da kom hun sagte hen og slog Dækket op ved hans Fødder og lagde sig.
8 Og det skedes ved Midnat, da blev Manden forskrækket, og han bøiedes sig frem, og se, en Kvinde laa ved hans Fødder.
9 Og han sagde: Hvem er du? Og hun sagde: Jeg er Rut, din Tjenerinde, og du vil udbrede dit Dække over din Tjenerinde; thi du er Løser[1].
10 Og hans sagde: Velsignet være du af Herren, min Datter! Du han nu lagt en større Kjærlighed for Dagen, end før, ved ikke at gaa efter de unge Karle, hverken fattige eller rige.
11 Og nu, min Datter, frygt ikke! Alt, hvad du siger, vil jeg gjøre mod dig; thi hele Folket i mi Stad ved, at du er en brav Kvinde.
12 Og nu, ja i Sandhed, jeg er visselig Løser; dog er der ogsaa en nærmere Løser, end jeg
13 Bliv nu Natten over, og imorgen tidlig, — vil han da løse dig, godt, saa løse han dig! Men har han ikke Lyst til at løse dig, saa løser jeg dig, saa sandt Heren lever! Bliv liggende indtil Morgenstunden!
14 Hun blev da liggende ved hans Fødder indtil Morgenen; da stod hun op, førend En kunde kjende den Anden. Og han sagde: Det maa ikke blive bekjendt at Kvinden er kommen til Tærskepladsen.
15 Og han sagde: Giv hid den Kaabe, du har paa, og hold i den! Og hun holdt i den, og han maalte seks Maal byg og lagde det paa hende: derpaa gik hun ind til Byen.
16 Da hun kom til sin Svigermoder, sagde denne: Hvorledes er det gaaet dig, min Datter? Og hun fortalte hende Alt, hvad Manden havde gjort mod hender.
17 Og hun sagde: Disse seks Maal Byg gav han mig; thi han sagde: Du maa ikke komme tomhændet til din Svigermoder.
18 Men hun sagde: Hold dig nu i Ro, min Datter, indtil du faar vide, hvorledes Sagden vil falde ud! THi den Mand hviler ikke, førend han idag faar bragt Sagen til Ende.
Boas tilspørger i Nærværelse af Stadens Ældste den nærmeste Løser, om han vil løse No’omis Ager og ægte Rut; da han ikke vil, lover Boas at ægte hende; man ønsker ham til Lykke, 1-12. Boas ægter Rut, som føder en Søn, der opfostres af No’omi; hans Efterkommere opregnes indtil Kond David, 13-22.
OG Boas gik op til Porten og satte sig der, og se, den Løser, som Boas havde talt om, gik forbi, og han sagde: Kom hid, sæt dig her, min Ven! Og han kom hen og satte sig.
2 Og han tog ti Mænd af Stadens Ældste og sagde: Sætter eder her! Og de satte sig.
3 Derpaa sagde han til Løseren: Det Markstykke, som tilhørte vor Broder ELimelek, har No’omi solgt, hun, som er kommen tilbage fra Moabs Land.
4 Og jeg har tænkt: jeg vil kundgjøre for dit Øre og sige: Kjøb det i Overvær af Indbyggerne og mit Folks Ældste! Vil du løse det, saa løs det, men hvis ikke, saa giv mig det tilkjende, forat jeg kan vide det! Thi der er Ingen uden dig til at løse det, og efter dig kommer jeg. Og han sagde: Jeg vil løse det.
5 Og Boas sagde: Paa den Dag, du kjøber Marken af No’omis Haand, kjøber du den ogsaa af Moabitinden Rut, den Afdødes Hustru, for at opreise den Afdødes Navn paa hans Arvelod.
6 Da sagde Løseren: Jeg kan ikke løse den til mig, forat jeg ikke skal ødelægge min egen Arvelod; løs du til dig, hvad jeg skulde løse, thi jeg kan ikke løse det.
7 Og det var fordum Skik i Israel ved Løsning og Bytten til Stadfæstelse af enhver Sag, at den Ene drog sin Sko af og gav den til den Anden, og dette var Bevidnelsen i Israel.
8 Løseren sagde da til Boas: Kjøb du det! Og han drog sin Sko af.
9 Da sagde Boas til de Ældste og alt Folket: I ere idag Vidner paa, at jeg har kjøbt Alt, hved der tilhørte Elimelek, og Alt, hvad der tilhørte Kiljon og Mahlon, af No’omis Haand.
10 Ogsaa Moabitinden Rut, Mahlons Hustru, har jeg erhvervet mig til Hustru for at opreise den Afdødes Navn paa hans Arvelod, saa den afdødes Navn ikke vorder udryddet af hans Brødres Midte og af hans Steds Port; derpaa ere I Vidner idag.
11 Og alt Folket, som var i Por-
