HVAD skulle vi da sige, at vor Fader Abraham har opnaaet efter Kjødet?
2. Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort ved Gjerninger, har han Ros, men ikke for Gud.
3. Thi hvad siger Skriften? Men Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.
4. Men den, som holder sig til Gjerninger, tilregnes Lønnen ikke af Naade; men som Skyldighed;
5. den derimod, som ikke holder sig til Gjerninger, men tror paa ham, som retlærdiggjør den Ugudelige, ham regnes hans Tro til Retfærdighed,
6. ligesom og David priser det Menneske saligt hvem Gud tilregner Rettærdighed uden Gjerninger:
7. Salige ere de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere skjulte:
8. salig er den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd.
9. Gjælder da denne Salighed de Omskaarne alene, eller ogsaa de Uomskaarne? Vi sige jo, at Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed.
10. Hvorlede blev den da tilregnet ham? Da han var omskaaren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var omskaaren, men da han havde Forbud.
11.Og han annammede Omskjærelsens som en Besegling paa Retfærdigheden ved den Tro, han
havde, da han var uomskaaren, for at han skulde være Fader til alle dem, som tro, skjønt de ere uomskaarne, forat Retfærdighed skulde tilregnes ogsaa dem,
12. og Fader til de Omskaarne, til dem, som ikke alene ere omskaarne, men ogsaa vandre i den Troes Fodspor som vor Fader Abraham havde, da han var uomskaaren.
13. Thi ikke ved Loven blev den Forjættelse given Abraham og hans Afkom, at han skulde arve verden, men ved Troens Retfærdighed.
14. Thi skulde de, som høre til Loven, være Arvinger, da er Troen bleven forgjæves, og Forjættelsen gjort til Intet.
15. Thi Loven virker Vrede; thi hvor der ikke er Lov, der er heller ikke Overtrædelse.
16. Derfor er Arven ved Tro, forat den maa være af Naade, forat Forjættelsen maa stas fast for den hele Afkom, ikke alene for den, som har Loven, men ogsaa for den, som har Abrahams Tro, han, som er vores alles Fader
17. (som skrevet er: Jeg har sat dig til mange Folks Fader) for Gud, paa hvem han troede, som levendegjør de Døde og kalder de Ting, der ikke ere, som om de vare.
18. Thi med Haab troede han med Haab, forat han skulde vorde mange Folks Fader etter det, som sagt var: Saaledes skal din Afkom vorde;
19. og da han ikke var svag i Troen, saa en ikke hen til sit eget Legem som allerede var udlevet, efterdi han var nær hundrede Aar gammel, eller til Saras hendøde Moderliv;
20. men han tvivlede ikke med Vantro paa Guds Forjættelse, men blev styrket i Troen og gav Gud Ære.
21. fuldkommen vis paa, at det, han havde lovet, var han og mægtig til at gjøre.
22. Derfor blev det og regnet ham til Retfærdighed.
23. Men ikke for hans Skyld alene er det skrevet, at det blev ham tilregnet,
24. men ogsaa for vor Skyld, hvem det skal tilregnes, naar vi tro paa ham, der opreiste vor Herre Jesus fra de Døde,
25. han, som blev given hen for vore Overtrædelser og opreist for vor Retfærdlggjørelse.
5. KAPITEL.
Da Retfærdiggjorte have Fred med Gud, Adgang til Gud, rose sig af Haabet, ja endog af sin Trengsel, formedelst Guds Kjærlighed i Christus. 1-11. Som Adam førte synd og Død over alle mennesker, saa fører Christus Retfærdighed og Liv over alle mennesker, 12-21.
IDET vi altsaa ere retfærdiggjorte ved Troen, have vi Fred med Gud ved vor Herre Jesus Christus,
2. ved hvem vi ogsaa have Adgang ved Troen til den Naade, hvori vi
