— Vet du? sier jei saa om litt — der er tider hvor
jei har trang til aa falle ned paa mine knæ og takke
gud for at du er til.
Saa venner hun ansikte mot mei og sier me et skøjeragti smil —: «du maatte da heller takke djævelen i saa fall! for jei er da virkeli et djævelens barn.»
— Kanskje det er derfor du er saa dejli! — jei ser beundrende paa henne.
— Ja! sier hun og lér me sine friske rovdyr-tænner — derfor er det!... Men du! naa maa jei afsted, ellers kommer jei for sent til baaten! — og hun rejser sei fort.
Angest springer jei op og trykker henne inntil mei —: Adjø! naar faar jei se dei igjen?
— Det kan jei ikke si dei.
— Men hvis naa faderen ikke kommer allikevel — kunne jei ikke da faa se dei senere iaften?
— Jo! sier hun efter et øjebliks betænkning — kom ve badehusbryggen iaften klokken elve saa skal jei være der, hvis faderen ikke er kommen.
— Tak! adjø! — aa gud give at faderen ikke kom! — og jei trykker henne ennu engang intil mei, og saa gaar hun fort nedover...
Me bankende hjerte stirrer jei efter henne til hun er forsvunnet nede i svingen; saa gaar jei langsomt tilbake igjen, skjælvende i hver fiber som før — hva skal der bli a mei!... aah herregud; bare naa ikke den faderen kom!...
