Side:Bekjendelser.djvu/34

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Endeli kommer han roli frem bak hjørne, opover i solskinne, me en pakke under armen. Jei skynner mei hen til ham og tar den:

— Gusjelov! at du fik.

Han lægger hode paa skakke og smiler overlegent ned paa mei —: Ser du saa, sier han, at hér er folk som har kredit!

— Ja gusjelov!

Oppe paa Ekertorve, under uhre der, møter vi Bjørck og Fredrik, og op stiger det i mei som en jubel:

— Hun er altsaa alene derute!

— Har dere set Knudsen? spør Bjørck efter at vi har hilset kolt paa hverandre.

— Han er vist hjemme og sover midda! svarer jei.

— Nej vi kommer like derfra.

— Ja saa vét jei ikke.

Efter et øjebliks pause sier de adjø og gaar videre.

— Jei gaar me dem, sier Schander — adjø da! go fornøjelse! — og han skynner sei efter dem.

Et øjeblik staar jei der og ser efter dem, og kan knapt tro det —: jei skal altsaa bli alene derute me henne alt i aften! — gud, det var jo meget mer enn jei hadde vovet aa haape...

— og me hjerte stormbankende i bryste a længselsfull forventning piler jei ned til Jernbanebryggen og arbejder mei gjennem vrimlen af glae rejsende mennesker ombor paa «Tønsberg» som netop skal gaa.

— — — Klokken er omkring syv — snart er vi