Endeli kommer han roli frem bak hjørne, opover
i solskinne, me en pakke under armen. Jei skynner
mei hen til ham og tar den:
— Gusjelov! at du fik.
Han lægger hode paa skakke og smiler overlegent ned paa mei —: Ser du saa, sier han, at hér er folk som har kredit!
— Ja gusjelov!
Oppe paa Ekertorve, under uhre der, møter vi Bjørck og Fredrik, og op stiger det i mei som en jubel:
— Hun er altsaa alene derute!
— Har dere set Knudsen? spør Bjørck efter at vi har hilset kolt paa hverandre.
— Han er vist hjemme og sover midda! svarer jei.
— Nej vi kommer like derfra.
— Ja saa vét jei ikke.
Efter et øjebliks pause sier de adjø og gaar videre.
— Jei gaar me dem, sier Schander — adjø da! go fornøjelse! — og han skynner sei efter dem.
Et øjeblik staar jei der og ser efter dem, og kan knapt tro det —: jei skal altsaa bli alene derute me henne alt i aften! — gud, det var jo meget mer enn jei hadde vovet aa haape...
— og me hjerte stormbankende i bryste a længselsfull forventning piler jei ned til Jernbanebryggen og arbejder mei gjennem vrimlen af glae rejsende mennesker ombor paa «Tønsberg» som netop skal gaa.
— — — Klokken er omkring syv — snart er vi
