... hvor den er blit en del a mei sell denne fjoren!
— især saan som den ligger dernede naa, mørk og
øde utover i nattens stilhet... Og naa ser jei den
altsaa for siste gang — imaaren rejser jei jo, og
kommer aldri hit tilbake mer...
Aah! men min sjæl blir her tilbake, hele min sjæl!... og en del af hennes ossaa. Og min sjæl vil flyte sammen me denne delen af hennes og hvile som en tung sørgmodi aann over dette sted — mens jei sell vandrer omkring i verden uten sjæl... Hvordan vil det gaa?... hvor det under mei at det kan gaa! — men jei vét at det vil, og er ikke ræd for hvordan, det er mei saa likegyldi, saa likegyldi... for hér blir jo jei i virkeligheten tilbake, det er her jei kommer til aa tilbringe resten a mit liv...
Jei puster røken ut, kaster cigaretten og tænner en ny, og blir sittende der i tanker og stirre ut over denne kjære sørgmodie fjoren som aldri mer skal faa se os... som maa nøjes me minder... gamle afblekete billeder...
— og frem glier de ét for et alle disse billeder mens jei sitter der og ser utover — likefra det første, den formiddan da hun i tykt gult varmemættet solskin kommer roende om pynten derute og inn bugten, og stiger ilann hernede paa bryggen, og jei gaar nedover imot henne me stanset hjerteslag og læser min dødsdom i hen nes ansikt — og like til det siste, den natten da vi flykter lykkelie nedover til søen, vi to alene, og stiger i prammen, mens de to andre gaar oppe paa vejen og venter paa at vi
