staar tykke Jensine og steker fisk — og snakker og skravler imens ustanseli, om alle mulie ting...
Skrækkeli nervøs gaar jei der op og ned, først bare inpaa kjøkkengulve, men saa tar jei forstugulve me for aa faa litt længere vej — op og ned, op og ned gaar jei der, besat af den eneste tanke: «er hun derborte nu, eller er hun i byn?» — og hører imens paa alt dette ustanselie skravle til Jensine —:
om hvor ensomt hun har det her naa som Frithof er rejst til Næsodden paa arbejde... om Gaarder som var saa morrosam aa ha her, for der fulgte bestandi saant liv me’n... om fru Holmsen som var saa hyggeli og munter, men som aldri kommer her mer naa — jei maa rikti be henne se ned til gamle Jensine... om hvor sørgeli det er at jei ikke har tat me noe brænnevin fra byn ikvell osv. osv. — altsammen er saa trist og sørgeli saa...
— og illen spraker og det fræser i steke-pannen, og jei gaar der og hører paa denne tykke skravle-bøtten af et fruntimmer, mens hele tiden det ene spørsmaal dirrer mei ned igjennem kroppen —: «er hun derborte naa eller er hun der ikke? — er hun der eller er hun der ikke?»... Og jei stirrer paa Jensines lyse kolt-blinkende øjne derborte i mørke, og de irriterer mei mer og mer, baade de og hennes snak om at alting er saa sørgeli — løgn er det! aldri har hun følt noen ting! tyk og fornøjet og syngende og skravlende gaar hun her hele dagen — aah! som om ingenting var hænt! som om ingenting var det minste sørgeli i verden! — tiltrods for
