— Ajø da Ka’l! sier saa konstabelen til gutongen,
men faar ikke noe svar. Gutten ser ikke op engang
— han ligger der overenne paa bænken ve siden a
moeren og roter højst interesseret omkring i en
liten kurv me sukkertøj.
— Si fârvel tel’ en far da vel Ka’l! sier moeren og dytter til gutten. Men gutten ænser det ikke, han bare blir ve aa rote i kurven.
Konstabelen smiler, og moeren smiler — saa piper lokomotive.
Og smile forsvinner pludseli af deres begges ansikter — og over hans farer der som en angest.
— Adjø da du! sier han beklemt, og ser henne dybt alvorli inn i ansikte.
— Adjø! svarer hun tilbake og ser lissaa alvorli paa ham... saa underli alvorli stirrer de hverandre inn i ansikte at mine øjne fylles og mit hjerte slaar som i angest — Du store gud! tror jei ikke de elsker hverandre...
Toge begynner aa rulle, konstabelens ansikt forsvinner, den lille lyse gutten ser op, forundret over rullingen, og træffer til fældivis mine øjne. Jei smiler til ham, og han smiler igjen — og saa gjemmer han forlegen ansikte i moerens fang...
— — — Paa den solstripete vejen gjennem skoven
fra Vestby til Emmestad vakler jei træt og syk afsted
— hatten bâk i nakken, kollsveden perlende nedover
pannen og tinningerne. Knæerne har ont for aa
bære mei, de knækker over ret som det er, og jei
