— Saa rejser jei ossaa, jei kan ikke være herute
alene. — Naar kommer Di tilbake?
— Imaaren naar han er rejst. Jei kan ikke si akkurat naar, men imaaren aften i allefall kommer jei ned til Dem.
— Vera! sier jei sagte og ser sykt paa henne — er Di ennu noe gla i mei?
— Ja, sier hun — det er jei; men naa er jei saa daarli... du! vi vil ikke bli sittende her, la os heller gaa litt, jei tror jei har bedre a det! — og hun rejser sei.
Men der er ikke egentli anledning til aa gaa. Skoven, der hvor vi er, er full af store klippeblokke, og stiger bratt i vejre — vi maa klavre os frem imellem klippeblokkene og klyve op a bratte skrænter for aa komme opover. Litt højere oppe, da vi kommer op for en saan bratt skrænt, til et sted hvor der er utsikt over fjoren, stanser hun pludseli og ser paa mei. Ansikte er blit friskt a bevægelsen og det kjærlihetsfulle glimte skyter op i øjnene da de sænker sei i mine — og hun slaar begge armene om mei og trykker mei inntil sei:
— Du? hvisker hun ømt — ikke tro at jei ikke er gla i dei?...
— Nej, svarer jei sagte — jei tror nok Di er gla i mei; men naa gifter Di Dem me ham — og hvordan skal det saa gaa me mei?
— Det aarker jei ikke tænke paa naa, sier hun stille — du! la os sætte os her!
Og vi blir sittende der og holler hverandre i
