og kan vist aldri bli det mere! derfor er mit hjerte saa tongt. Aah, men hvor har hun vært ufatteli snil og go imot mei i hele aften like siden hun kom! Hvert or hun sa deroppe i haven mens de andre var der, var lissom henvendt til mei... hvergang hun talte søkte hennes øjne mine, som var der mit svar hun ville ha... og hvergang det falt sei saan at det gik an, tok hun min haann, eller grep mei i armen, eller puffet til mei — aah, hver lejlihet grep hun til aa berøre mei me sine dejlie hænder for aa la mei føle og forstaa at hun var gla i mei...
Og tilslut, da hun var træt og ville hjem, saa lot hun Gaarder følle Bekkasinen hjem lannevejen — men sell steg hun me mei i prammen, og ville at jei skulle ro henne hjem alene!... Og langsomt, ganske langsomt har jei faat lov aa ro hele vejen, for at jei bedre skulle kunne faa sitte og se paa henne... Og gang paa gang har jei faat ligge der agter inne ve hennes bryst mens hun har holt mei inntil sei me begge sine arme og lagt sit varme kinn ned paa hode mit — og pludseli har hun vent mit ansikt op imot sit og set mei dypt inn i øjnene og klappet mei nedover haare og kinne mens hun har hvisket det stille ned til mei at hun var forfærdeli gla i mei... Men der har ikke vært noen ill i hennes kjærtegn, ingen bristende ømhet i hennes blik — ingen ting af alt det som gjør at jei kan se at naa, naa! er hun gla i mei — og derfor har jei følt det som at det var ikke sant, og har trodd at hun bare ville være snil og go imot mei. — Aah men saa vidunnderli søtt og
