— Nejda, jei er ikke vonn paa dei! kjære, jei er
gla for at du er her jei — og hun klapper mei
beroliende paa kinne. Saa først tør jei se orntli paa henne —:
— Vera! sier jei sagte og ser sykt inn i de snille bekymrete øjnene hennes — Er Di endda gla i mei?
— Ja, sier hun likefrem og roli — det er jei.
Men hennes øjne sier mei ikke at det er sant... og ikke klangen i hennes stemme heller — aah, hun vil bare være snil imot mei fordi jei ser saa forstyrret ut! — og pludseli blir alt saa trøstesløst øde og tomt omkring mei som om hun ikke var her.
— Vera! sier jei sykt — faar jei lov aa sitte et sted alene sammen me Dem en liten stunn?... bare sitte litt og holle Dem i haannen? — jei har det saa ont...?
— Ja, det faar du! sier hun venli, og tar mei ve haannen og lejer mei stille tværsover den lille sletten bak buskene og et lite stykke op i skoven. Der tar hun til højre af fra stien, bortimellem noen lyngbegrodde tuer, til et sted hvor skoven aapner sei me utsikt over fjoren.
— Her kan vi sætte os! sier hun.
En hall tom kognakflaske ligger der henslængt i lynge, vi opdager den samtidig begge to — og jei skjønner at hun liker det ikke: hun ser sky paa mei og sier henkastet, me et halt unséeli smil:
— Her plejer jei aa sitte og drikke pjolter!
— Alene? spør jei me et smil som forsøker aa være spøgefult. Men hun opfatter det vist som en
