kjærli smil og kommer fort op til mei — og vi skynner os op paa vejen i ly af skoven. Dér griper jei hennes haann og hvisker febrilsk:
— Jei vét at han kommer iaften, men jei maatte se Dem først — er Di vonn for det?
— Nej! svarer hun kjærli. Men saa ser hun bedrøvet paa mei og sier: «Huf jei er saa sint iaften!... den idiotiske Bekkasinen!... tænk at lille Gog hadde faat slaat kokende vann over armen sin, ossaa gaar den domme Bekkasinen hen i forskrækkelsen og tar eddik paa og gjør det meget værre!... Det var skedd strax før jei kom, jei var like ve aa skulle smelt til Bekkasinen da jei hørte det... Naa har jei vasket armen hans naturlivis og smurt vaselin paa, men han ligger ennu derinne og ynker sei saa for det svier...
— Stakkars lille Gog! sier jei og ser bedrøvet paa henne.
— Men hvordan er Di kommen herut? spør hun saa — var Di me toge allikevel?
— Ja?
— Og jei som ville saa gjerne rejst herut sammen me dei... jei var nede paa jernbanestationen 4.34 og saa efter dei — jei ville gaat den turen me dei fra Vestby og hit. Men saa var du der ikke, og da rejste jei heller me baaten for ikke aa maatte gaa den lange vejen alene.
Graaten tar mei —: tænk! sier jei og griper hennes haann — jei kunne altsaa faat gaat sammen
