hvor denne feberen fortærer mei!... Se paa mine hænder hvor de er magre — som dødningehænder aa se paa!... Se klæerne hvor de hænger slunkent om mine lemmer — hvor har du tæret mei ut ve aa la mei længes — og jei er saa trætt!... Aah, om jei endda kunne sove til du kom — men jei kan jo ikke sove uten hos dei... og hos dei kan jei heller ikke sove, jei er jo for gla i dei, jei lever jo bare a dei — aa Vera, hvis alt er forbi saa kom og si mei det og la mei faa dø, jei ber jo ikke om noe mere —
og utmattet synker jei om paa marken mitt imellem huse og veskure og blir liggende der me ansigte gjemt i armene — og graater i dyp stille fortvilelse...
Men da jei om litt løfter ansigte igjen og ser utover — stanser pludseli alting inni mei: For just idetsamme skyter den hvite sjægten hennes frem om odden derute og svinger stille inn paa den blaablanke bugt — me to blaaklædde damer som sitter og ror, og en rø en som sitter agter — henne!
Men pludseli griper rædselen mei paany — er det allikevel henne?!... Nei! nej! sjægten er hennes men hun er der ikke! ikke er det henne den rø der agter, og ikke henne noen a dem som ror — hva djævelen!
og op springer jei fra marken og styrter inn i den blaamalte stuen — «kom og se Gaarder!» roper jei febrilsk og farer til vindue — «du som ser saa gott, kom og se om det ikke er henne» — og Gaarder springer op fra flatsengen derborte og styrter til vindue han ossaa.
