stik, og endnu mere deres mundtlige Debatter ere helt igjennem talende Vidnesbyrd om den her antydede Mangel, og denne vil ikke blive afhjulpen, førend Resultaterne af Statsvirksomheden blive fremstillede under et Billede i deres sukcessive Udvikling og samtidige Sammenhæng. Dette er formentlig hvad der ved Besættelsen af den statistisk-statsøkonomiske Post bør haves for Øie. Ikke paa Navnet, men paa Tingen, ikke paa Scholastikens vilkaarlige Kategori, men paa Statslivets paatrængende Anfordringer kommer det her an. Ved kun at gjengive, hvad man kan læse sig til af tydske Bøger, vilde en Lærer i de statistiske Discipliner ved vort Universitet ligesaalidt kunne fyldestgjøre sine Pligter, som en Docent i Lovkyndigheden ved vor Høiskole ved at udskrive sine Forelæsninger af fremmede Systemer“.
Forøvrigt fremsatte disse Medlemmer intet Forslag om nogen varigere Ordning, da dette senere skulde komme paa Tale, men de tilbøde sig begge at examinere i Statistik, hvortil de ansaa sig mere skikkede end nogen filologisk Kandidat.
Departementet indhentede i denne Anledning Vedkommendes Erklæring. Kollegiet vedblev sit Forrige. Men Motzfeldt fremkom nu som Medlem af Kollegiet i et dissenterende Votum med et Forslag om, at Schweigaard, som dertil var villig, skulde midlertidig overtage Lærerposten. Ligesaa havde nu meldt sig endnu en Ansøger, Kand. jur. C. Platou (formodentlig den nuværende Borgermester). Prokantsleren, Grev Wedel Jarlsberg – som forresten erklærede, at han sandt Motzfeldts og Schweigaards Fremgangsmaade „aldeles uformelig“ og foreslog, at Departementet skulde tilkjendegive dem, at det ikke kunde bifalde deres direkte Henvendelse – var i Realiteten enig med dem og foreslog, at Schweigaard skulde midlertidig ansættes som Lærer i Statistik mod passende Godtgjørelse. Motzfeldts og Schweigaards Mening vandt Medhold hos Regjeringen, og jeg har intet Spor fundet til, at den foreslaaede Irettesættelse blev
