Lange og Steenbuch, som begge begyndte sin Virksomhed i 2det Semester 1816, udgjorde da i det derpaa følgende Tiaar det juridiske Fakultet. I 1818 udnævntes Steenbuch til Professor. Nogen Deling af Fagene kunne de ikke sees at have foretaget; de læste begge efterhaanden over samtlige almindelige Discipliner. Ved Examen var nu og endnu senere Høiesterets Assessorer og Andre behjælpelige.
Under 14de Oktober 1825 udnævntes Professor Lange til Assessor i Høiesteret, i hvilken Stilling han blev staaende indtil 1858, og i hans Sted udnævntes 4de Februar 1826 daværende konstitueret Docent i Filosofi, Claus Winter-Hjelm (f. 1797, nu Assessor i Høiesteret) til Lektor juris; Kollegiet oplyste om ham i sin Indstilling, at „denne unge Mand har erholdt bedste Charakter med Udmærkelse til Embedsexamen og har siden med uafbrudt Iver lagt sig efter Lovkyndigheden som Hovedsag, idet han iøvrigt ogsaa er hæderligen bekjendt som Videnskabsmand i andre Fag“. Kollegiet havde andraget om, at der samtidig maatte udnævnes en tredie Lærer og
ger p. 119–20, at han i Sommeren 1816 ansøgte om at blive Professor juris i Kristiania, – altsaa paa en Tid, da Fakultetet allerede var besat. Gjennem formaaende svenske Venner, navnlig Rosenskjöld, sørgede han for, at Ansøgningen kom til Karl Johans Kundskab, og opnaaede en Samtale om Sagen med den svenske Premierminister Engeström. „E. lovede Alt godt, men at man isaafald haabede, at jeg vilde cimentere Foreningen mellem Norge og Sverige; jeg svarede, at jeg som ærlig Dansk ikke kunde fremme en saadan Forening, naar den ei omfattede Danmark og ei gik ud fra Danmark“. Han slog derfor Ansøgningen ganske ud af Sinde.
