cerer mere, end De ved Planens Udkastelse selv havde vovet at vente. Hvad De nu har at befrygte, er ikke at ødelægge Deres Fond ved altfor gigantiske Entrepriser, men at De af Frygt for Udfaldet lader store Partier af Deres Kapital ligge ubenyttet. Jo mere De vover, desto sikrere er De paa at vinde; thi jo mere De vover, desto friere udvikler det originale sig hos Dem, og deraf har De faaet en rig Gave. Det er besynderligt, at man just har sagt om Dem, som De selv ved, at De især havde Deres Force i Udtryksmaaden, at Deres Talent især var semiotisk; jeg erklærer, at jeg aldrig har fundet saa einhaltsschwere Vers som Deres, og dette gjælder ikke blot om de sidste, men ubetinget om alt, hvad jeg har seet af Dem. Dersom De vedbliver i denne ponderose (?) Frembringelse, saa vil De tilsidst tiltvinge Dem en vægtig Autoritet ved Deres Pen; thi det er en Erfaring, som jeg selv har gjort, at, naar De rigtig hæver Hammeren med begge Hænder, saa antager Deres Vers en vis orakelmæssig Vægtfylde, der virker som svært Skyds, der bedøver og beseirer. Jeg betragter Dem som en voxen Mand, og derfor sideordner jeg Dem med, hvem det skal være; jeg siger, at, hvad De nu har leveret, er klassisk, at det vil staa og blive nævnt i Tidens Løb ved Siden af de faa Produkter, som bliver Literaturens stadige Eiendom. De har paalagt Dem utrolige Baand ved at gjennemføre Sonnetformen gjennem en saa stor Række af Vers; jeg indser godt den store Fordel, De derved har opnaaet; men jeg forstaar ikke, hvorledes De har holdt det ud, og jeg kan godt indse, at De mangen Nat har lagt Dem halv fortvivlet; men De bør skrive noget i en lettere Verseform for ikke at vænne Dem til saa store Fordringer, at Overgangen senere bliver umulig. Jeg har ikke noget at befrygte for, at De nogensinde skulde kaste Dem paa det, som man kalder den høie Poesi; jeg hader den høie Poesi af ganske Hjerte; med den høie Poesi er det Gudskelov ude overalt; det er, fordi
