afbrudt ved min Forlovelse, som jeg ugjerne vilde skulde forrykke noget af mine ældre Forhold. Du ved selv bedst, med hvilken Inderlighed jeg hænger ved min Familie, min Fødeby og mine Barndomsomgivelser, som stedse vil knytte mine Tanker til det «gamle uformelige Hus» og de Skjæbner, vi der forenede har gjennemlevet. Hvor interessante de Forhold kan være, hvori man i ældre Dage indtræder, saa er der dog en vis egen Duft af Hjertelighed og uforbeholden Hengivelse, der udelukkende er forbeholdt Barndommens omgivelser og Forbindelser. Du har hidtil været Kommunikationspunktet mellem Hjemmet og mig, – og jeg mener ved Hjemmet ikke blot vor i Antal ringe Familie, men vort fælles lille Fødested, der især i Frastand leder Tanken til at anse den hele Kreds af Bekjendtskaber som Lemmer af en fælles Slægt. Nu har jeg faaet ved Siden af Dig en anden Meddelelseskilde, hvortil mit Sind naturligen maa hendrages, uden at derfor den ældre Midler bliver overflødig eller taber sin Interesse. Men om jeg sjeldnere kommer til at sende Dig Breve nu end før, saa tænker jeg, at Du vil glæde Dig ligesaa meget ved at udfylde Hullerne i vor Underholdning ved Meddelelser af Lina, som om jeg selv uden Afbrydelse skrev Dig til. Jeg er vis paa, at baade Du og mine Brødre omfatter Lina med den inderligste Velvillie, ikke alene paa Grund af hendes Forhold til mig, men ogsaa især for hendes Væsens gjennemgribende Elskværdighed, ligesom jeg ved, at Lina saa gjerne vil holde sig til Eder. Naar Du skriver mig til, saa maa Du aldrig glemme at tale om Lina; der er jo ingen Gjenstand, der saa meget kan interessere mig som det ædle Barn. Det har været mange og især mine nærmeste Bekjendte og andre, som holder af mig eller interesserer sig for mig, en Glæde, at jeg blev forlovet med Lina, og jeg tror, at kun faa har modtaget saa mange hjertelige og oprigtigen mente Lykønskninger som jeg i Anledning af min Forlovelse.
