Men midt under denne ophøiede og storslagne
sceneforandring i naturens tause rige, kan vi dybt inde
i en afsides og beskyttet fjord iagttage en liden livlig,
rødmosset eskimo, hvem det ved adskillige dristige
sprang over isflagene nærmest land omsider er lykkedes at sætte foden paa den nyfrosne høstis. Hans
ansigt straaler af livslyst og glæde; thi livet byder
ham jo saa uendelig mange tiltrækninger. Sommeren
begyndte netop at blive en smule ensformig med sine
evig sollyse dage og nætter, og nu kommer vinteren
som en kjær og velseet gjæst. Nu kan han straks
begynde den spændende høstjagt efter sælen; thi
isen har lagt sig. Og inde paa stranden staar hans
unge kone foran den lave stenhytte og smiler ved
tanken paa den behagelige atveksling, lidt ferskt sælkjød skal forskaffe dem nu efter sommerens seige
narhvalkjød eller dens evindelige alker.
Forsigtig prøver den indfødte isens styrke med sit sælspyd, eftersom han raskt bevæger sig udover dens speilblanke flade. Mindre og mindre bliver hans skikkelse, indtil han tilsidst forsvinder bag et mægtigt, indefrosset isfjeld. Dette blir for meget for hans tre trofaste hunde, der inde fra stranden opmærksomt og med spidsede ører har fulgt sin herre paa hans ensomme vandring. De rykker utaalmodig i de lange remme, hvormed de holdes bundne til en svær stenhelle, og sender sine lange klagehyl ud i den stille middagstime. De saa jo, at isen var sikker, og saa lader han dem alligevel være tilbage, glemmer, hvor lystig de mangen gang før har trukket ham paa slæden henover det jevne, glatte isdække. Nei; det er for meget! De hyler endnu stærkere og
