skind, som mændene bringer dem hjem fra jagten, efterat de først i udspændt tilstand er bleven om- hyggelig tørrede. Paa denne maade gjøres de nemlig bøielige og skikkede til klæder for familiens medlemmer.
Som af ovenstaaende vil fremgaa, vilde en eskimo for ansigtets vedkommende falde fuldstændig igjennem ved et europæisk skjønhedsstevne. I legemlig henseende kommer de derimod vort ideal adskillig nærmere. Saaledes er hænder og fødder meget nette og velformede. Dette ser man forøvrigt, hvad hænderne angaar, bedst hos kvinderne; thi mændenes hænder er somoftest saa vansirede af ar og mærker efter gamle knivskaar, erholdte under flaaningen af de fældede dyr, at de derved har tabt sine oprindelige linier.
Eskimoerne er smaa folk. En mand ved navn Miuk, der er 170 cm. høi, samt hans broder Kayegvitto, der har en lignende høide, betragtes saaledes og med rette af sine landsmænd som rene kjæmper. Kvindernes legemer er betydelig kortere end mændenes og holder sig gjerne omkring 140 cm.
For saavel mændenes som kvindernes vedkommende, og mere iøinefaldende hos disse sidste, er hofterne lidet fremtrædende, medens fordøielsesorganerne synes at optage en forholdsvis betydelig del af legemets volum, noget, der vistnok staar i forbindelse med det arktiske klimas strenghed og den derved nødvendiggjorte forøgede næringstilførsel. Dog har jeg aldrig paatruffet nogen værdig eskimoborger, der kunde siges at være generet af «et vist enbonpoint».
