bytte, idet denne med et eneste hug af sine tænder er istand til at knuse dens hjerneskalle.
Den sæl, der er den almindeligste i disse egne, er den saakaldte netchik (phoca foetida), eller som innuitterne i daglig tale benævner den: pú-si. Den bliver i almindelighed noget over en meter lang og kan i fedme maale sig med en hvilkensomhelst gris. Da den samtidig forekommer i temmelig rigelig mængde, er den af stor nytte for befolkningen, ikke mindst ved sit skind, hvoraf laves klæder, støvler, telte og kajakker.
En anden og langt større sæl er den saakaldte ogsok eller ugsuk (phoca barbata, hos os: storkobben), der kan blive op til 3 meter lang. Den er dog langtfra saa hyppig som den første. Dens skind benyttes af eskimoerne til støvlesaaler, remme, harpunliner etc.
Endnu større end ugsukken er hvalrossen, som af de indfødte benævnes á-vek. Dens længde overstiger ofte 3 meter. Kjødet af hvalrossen er de indfødtes hovedsagelige næringsmiddel. Den fortæres, kan man sige, med hud og haar; thi dens tykke, bruskagtige hud er høit skattet som fodringsmiddel for de indfødtes hunde. Hvalrossen er som bekjendt udstyret med to vældige hugtænder, der giver den et yderst uhyggeligt udseende, saameget mere som dens aasyn forøvrigt ikke egentlig kan siges at være dannet efter skjønhedens regler. Saaledes er dens øine ikke sjelden stærkt rødsprængte, hvad der ikke undlader at give dens ansigt et vist «forsoffent» udtryk. Hvalrossen holder altid til nær det aabne vand, hvorfor den, saalænge isen ligger, udelukkende paatræffes langs dennes yderste grænse ud mod det
