skenes stadige og farlige angreb, at de derved efterhaanden har faaet en afgjort tendens til at forsvinde ved synet af dem, hvad der igjen har forledet mange til at gjøre den slutning, at bjørnene af naturen er feige dyr. Nu har som bekjendt bjørnen ord for at være i høi grad nysgjerrig, og det er vistnok ganske korrekt. Men den hensynsløse maade, hvorpaa den, især i tidligere tider, tilfredsstillede denne sin nysgjerrighed overfor mennesker og ikke mindst overfor skibe, tjener netop til at illustrere dens naturlige selvtillid og mangel paa frygt.
En aftenstund under opreisen med «Kite» i 1891 opdagede en af maskinisterne en bjørn i det fjerne, hvilken nyhed han ufortøvet meddelte endel af os, der sad inde i dækshuset og passiarede. I et øieblik var vi med riflen i haand ude paa dæk, hvor vi snart lik øie paa bjørnen, der tilsyneladende med rask fart bevægede sig imod os. Saalænge den nærmede sig, var det jo overflødigt at foretage sig noget, hvorfor vi rolig forblev ombord, vel skjulte bag skibets skandseklædning. Nærmere og nærmere kom det vældige dyr os. At et saa mærkelig konstrueret uhyre som et skib tillige kunde være en farlig ting at komme i berøring med, faldt den neppe ind. Thi naar den af og til standsede og veirede ud i luften, saa var det kun for straks efter med forøget fart at fortsætte sit løb imod os. Endelig paa noget over 5O meters afstand faldt det første skud og straks efter de øvrige, der endte dens liv. Havde vi saasandt kunnet holde os fra at skyde, vilde vi uden tvil være bleven vidne til det usædvanlige syn at se den dumdristige røver komme op over rækken paa jagt efter toldpligtige varer.
