og især møder man dem inde ved bunden af de fleste fjorde og bugter, hvor sænkningerne i landet er særlig dybe og vide. De stammer alle fra et fælles ophav, nemlig det umaadelige isdække, der gjennem aartusenders snefald efterhaanden har dannet sig i Grønlands indre.
Det er et trist billede, dette det indre af landet frembyder for beskueren. Alle dale er udjevnede, alle de mægtige fjeldtinder med sine kupler og luftige toppe begravne i hele sin storhed og pragt under dette kolde, umaadelige liglagen. Kun hist og her i kysternes nærhed stikker der veirbidte kjæmper frem gennem snehavet som mindesmærker over det underliggende, forlængst udjevnede og stivnede landskab.
For at komme til sikker kundskab, om et isdække som det grønlandske er i tiltagende eller om det mindsker, vilde der udkræves at man i den hensigt gjennem en længere række af aar foretog nøiagtige iagttagelser, og da saadanne iagttagelser endnu ikke haves, er det vanskeligt at udtale nogen bestemt mening om dette spørgsmaal. Kun en ting kan vi med sikkerhed vide, nemlig at dette isdække i svundne tider har været baade større og mindre, end det nu er, samt at lignende forandringer i dets størrelse ogsaa i fremtiden vil gjentage sig.
Det er tyngdekraftens virkning paa indlandets isdække, der har frembragt de mægtige, langsomt fremadskridende bræer eller isstrømme hist og her i sænkningerne langs de steile kyster. Hvorledes et fast og skjørt stof som is i disse tilfælder ganske kunde arte sig som en tyktflydende vædske, var længe blandt de lærde et vanskeligt spørgsmaal at besvare.
