heder som oftest forbausende klare og rene luft allerede paa en afstand af fra 50 til 80 kilometer øine linierne i de lange, fint kurvede snekupler, der saa godt som overalt kroner de mørke plateauformede kyster. Som man kommer nærmere, kan man efterhaanden iagttage mere og mere af de underliggende bratte kystfjelde, hvis skygger og konturer paa grund af den netop nævnte atmosfæriske renhed selv paa meget lange afstande fremtræder med en forbausende tydelighed. For den uerfarne vil derfor afstandene ved de grønlandske kyster forekomme i aller høieste grad skuffende, saameget mere som man ved bedømmelsen jo ganske savner den veiledning, som man i sydligere og mere civiliserede egne har i tilstedeværelsen af kjendte objekter som huse, trær eller lignende. Et fjernt og meget høit fjeldparti vil derfor i Nord-Grønland i regelen faa netop det samme udseende som et langt nærmere, men mindre høit fjeld. Ja, det feilagtige indtryk er i den grad forvirrende, at en korrekt ansættelse af afstandene langs en ny og ukjendt kyst, selv for den erfarne forsker eller sømand ofte kan frembyde uoverstigelige vanskeligheder. Thi ikke alene varierer de samme fjeldformationers høide meget betydeligt paa de forskjellige steder, men luften har, som rimeligt kan være, ingenlunde altid den samme grad af klarhed.
Jeg husker saaledes et illustrerende exempel paa disse forholde kort efter, at vi i juli 1891 paa sælfangeren «Kite» var ankommet til aabningen af Mac Cormickbugten, der dengang endnu var belagt med resterne af den foregaaende vinters is. For at tage de tilsyneladende lovende renjagtfelter ved bunden af
