disse egne den 22de og 23de marts. Under stormen herskede en temperatur meget nær ÷ 45° C., hvad der er et enestaaende fænomen under en saa voldsom vind.
Adskillige af hundene blev fundne ihjelfrosne efter stormens ophør, og alle var mere eller mindre medtagne. Dette var de sidste nyheder, jeg hørte om færden indtil den 1ste mai. Jeg var nemlig i mellemtiden beskjæftiget med en slædereise til de uudforskede kyster i Melvillebugten, som jeg længe havde ønsket at besøge, og under hvilken det lykkedes mig at gjøre flere interessante opdagelser.
Denne reise, under hvilken jeg kun var ledsaget af en trofast indfødt ven, vil jeg i et senere afsnit heskrive, hvorfor jeg anser det for unødigt her at berøre den.
Ved min hjemkomst til vinterkvarteret fandt jeg Peary og hans ledsagere tilbage fra indlandsisen med det sørgelige resultat, at det hele havde maattet opgives. Hundene var i de voldsomme storme med temperaturer i enkelte tilfælde under ÷ 45° C. stærkt mindskede i antal, og Mr. Entrikin havde under surringen af en improviseret slæde faaet begge fødder frosne, saa han neppe længer kunde bruge dem. Desuden var de øvrige alle i en temmelig medtagen tilstand, saa det vilde være høist risikabelt at fortsætte reisen.
Om den gjenværende del af vort ophold i Grønland under den sidste expedition er der lidet at berette; nok er det at sige, at længselen efter «Falcon», som af løitnant Peary var engageret op den kommende sommer, efterhaanden blev meget stor.
