Var kurs laa nu lige mod en ø, 10 kvartmil
VSV for den foregaaende dags leirplads. Vi naaede
den lige før middag og forblev nogle timer paa stedet
for at tage en breddeobservation samt nogle peilinger,
thi veiret var nu atter blevet fuldstændig klart. Om
eftermiddagen fortsatte vi igjen vor marsch og standsede endelig for natten kl. 5½ efter en interessant,
men ogsaa meget slidsom dag. Vi tilbagelagde under
denne matchen en mindre strækning end vanlig eller
omtrent 25 kvartmil (45 kilometer), da sneen havde
været dyb og blød og føret tungt.
I løbet af de to følgende dage, den 22de og 23de april, i hvilke vi var særdeles heldige saavel med veiret som med føret, naaede vi godt og vel tildbage til kolonien ved Kap York, hvor vi ankom om aftenen den 23de. Vi besluttede at forblive her de to følgende dage for at lade vore hunde hvile, ikke netop fordi dette var nogen tvingende nødvendighed, men mere fordi vi syntes, de trofaste dyr havde fortjent en saadan paaskjønnelse efter de foregaaende 8 dages haarde og stadige arbeide. Den næste dag var straalende klar og næsten sommerlig, saa alle koloniens store og smaa indvaanere tilbragte mesteparten af sin tid ude i solskinnet nedenfor husene, paa en liden aaben plads, hvor grunden var tæt bestrøet med afgnavede knokler og andet affald.
Luften var vistnok ikke meget varm, men i ly af en mod fjeldsnoen opbygget skjærm af sne og med solen skinnende ned paa vore rødmussede ansigter, kunde vi, vel opklædte i skind, som vi var, uden ulemper fryde os ved foraarets komme.
I midten af den livlige gruppe laa et stort stykke
